daarlige-taender.jpg
DET PERSONLIGE

Dårlige tænder og skam

Så langt jeg kan huske tilbage har jeg haft dårlige tænder. Da jeg var 9 år flyttede vi og jeg skiftede tandlæge. Den nye tandlæge brugte lattergas, når jeg fik ordnet huller i tænderne. Det var en overraskelse og befrielse. Som jeg husker det fik jeg nemlig intet tidligere. Det siger lidt. Det siger nemlig at jeg har haft huller før jeg blev 9 år. Det ønsker jeg ikke for noget barn og slet ikke Hjalte. Selvom jeg udelukkende har fået ros de sidste 15 år og har haft få huller, er jeg i høj grad præget af mine dårlige erfaringer med dårlige tænder og tandlæger.

Faktisk blev jeg lidt overrasket til Hjaltes første tandlægebesøg. Han var 1 år og det gik så fint. Tandlægen fortalte, at vi skal hjælpe Hjalte med tandbørstningen til han er 12 år. Det vil vi selvfølgelig gøre og han får ikke et valg. Men sådan var det ikke for mig. Jeg kan ikke huske mine forældre har hjulpet med tandbørstningen. Det har de selvfølgelig gjort på et eller andet tidspunkt, men det var ikke det jeg var 9 år. Det jeg i stedet kan huske at skæld ud og irettesættelserne. De fortalte at jeg skulle børste tænder. Jeg fik valget om de skulle hjælpe eller jeg ville selv. Men jeg ville jo ikke være til besvær, så jeg gjorde det selv.

Jeg hadede togskinner

Da jeg blev 14 fik jeg bøjle på. Jeg hadede den. Det var nærmest ved tvang og manipulation at jeg fik den på. De forklarede at mit overbid skulle mindskes. Det værste var elastikkerne, der sad mellem togskinnerne for at give ekstra træk. For mig sad de i kinden i hver side og var ca. 2 cm. Problemet er, at jeg spænder utrolig meget i kæben og suger mine kinder ind. Når jeg gjorde det om natten borede elastikkerne sig ind i kødet og efterlod store sår. Dem har jeg stadig ar efter i dag. Bøjlen kom af. Jeg flyttede på efterskole og siden kostskole. På kostskolen fik jeg en ny tandlæge og pludselig stoppede hullerne.

Mine forældre støttede ikke op om tandbørstningen. Samtidig kunne jeg slet ikke med tandlægen. Jeg følte mig også utrolig fanget og ansvaret for de dårlige tænder blev lagt på mig. Alle fortalte mig, hvor dårlig jeg var til tandbørstning. Bizart nok var der mere opmærksom på min tandbørstning end, da jeg skar i mig selv. Da vi samtidig er et samfund, hvor tænder er et visitkort og vi bombarderes af hvide, lige tænder alle steder følte jeg mig utrolig dum. Dum fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Dum fordi alle andre jo kunne. Dum fordi mine forældre jo havde advaret mig.

Status i dag

Jeg er en af dem, der går til tandlæge hvert halve år. I mange år har det kun været det. Et virkelig dumt placeret hul for et par år siden betød at en kindtand blev revet ud. Det generer mig ikke og var sikrere. I år skal jeg have lavet et par større ting, men ingen af dem handler om min tandbørstning eller intelligens. Fordi jeg slider så meget på mine tænder, har min tandlæge anbefalet to kroner. Alternativet er en flækket tand eller huller. Samtidig har jeg en gammel sølvfyldning, der skal udskiftes. Sidste gang jeg fik ordnet et hul var faktisk også en gammel fyldning.

Helt ærligt så fortryder jeg det. Det føles som et nederlag at sidde i 30’erne og have så dårlige tænder, at jeg skal til tandlæge hvert halve år. Men jeg mener heller ikke det var min skyld. Vi kan ikke tale om skyld og ansvar for noget så vigtigt som mundhygiejne om børn. Det er de voksnes ansvar. Altid. Børn kan ikke forudse konsekvenser, de kan ikke risikoberegne. Det hjælper aldrig at sige, at de vil fortryde det eller de voksne ved bedst.

Efter jeg flyttede på kostskole og væk fra tandlæge og mine forældre var det ikke et problem. Jeg børstede tænder, fik ros og har haft meget få huller siden. Primært har mine tandlæger holdt øje med svagheder og lavet nye fyldninger. Det var ikke min skyld hvad der skete, men det er mit ansvar at forholde mig til situationen i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *