da_jeg_naesten_moedte_mobber
BARNDOM

Da jeg næsten mødte en mobber

Jeg var på et tidspunkt til en jobsamtale. Det var en virkelig spændende virksomhed og et job, jeg rigtig gerne ville have. Alligevel var der nogen andre tanker og følelser, der skulle vendes i mig, inden samtalen. Der er nemlig det, at en fra min efterskole arbejder der. Og han er en mobber. Han er endda en af dem, jeg boede i hus med.  Et hus bestod af 14 unge i 9. og 10. klasse, der altså boede sammen i et år på en fynsk efterskole. 

Problemet er bare at jeg blev mobbet i det hus. I en traditionel forstand, kunne jeg sige at der var tre mobbere, to mobbeofre og 9 medløbere. Det er bare ikke sådan jeg ser det. Vi var to der blev mobbet. Det blev vi ved at blive ekskluderet fra fællesskabet. Faktisk var en del af selve dna’et for det fællesskab at ekskludere os. Tale grimt til os, ignorere os, bagtale os og fuldstændig lukke os ude af alt socialt. Jeg tror ikke det altid var bevidst og for alle. Det var noget, der kom snigende så dem, der i starten hjalp og sagde fra, til sidst var passive eller endda bidrog.  

Det er jo 15 år siden

Rent fagligt utroligt spændende. Personligt helt vildt hårdt. Og det giver altså nogen ar på sjælen. 
Nu går jeg altså ikke og tænker på det ene år hele tiden. Det var et år ud af mange og der er sket mange gode ting før og efter, jeg har mødt fantastiske mennesker, fået gode venner og har det rigtig godt. Men det kom lidt op og skulle mærkes i maven, da jeg blev kaldt til samtale.

Hvad hvis jeg mødte ham? For mange var han en af de gode. Han så lidt sød ud, var dygtig i skolen, men uden at være for nørdet. Var populær og alle ville være venner med ham. Det skete også, at han sagde fra overfor dem, der tog initiativ til mobningen. Men det skete endnu mere, og mere med tiden, at han gjorde det klart, hvem der var hans venner. Og det var altså ikke mig, men de andre. Dermed blev han for mig en mobber.

Akavet møde

Det er som sådan ikke fordi jeg gik og havde brug for eller ønskede en konfrontation, afklaring, undskyldning eller at tilgive. Jeg håbede bare at vi kunne være professionelle. At hvis jeg mødte ham, kunne han enten ikke genkende mig eller vi kunne hilse og sige “ej hvor pudsigt”. Min største frygt var, at han ville nævne efterskolen. Sige den der standard sætning “det var godt nok et fedt år”. Fordi jeg ikke kan få mig selv til at sige det. Det var altså et lorte år, det værste år i mit liv og min største fejl. 

Jeg mødte ham ikke. Men på en måde ville jeg ønske, jeg havde så det kunne komme lidt ud af systemet. Så jeg kunne sige min mening eller få afkræftet det hårde i mødet. Danmark er altså heller ikke større end at jeg før eller siden nok render ind i en af dem fra huset. Jeg tror, jeg er forberedt på at møde en mobber, en af mine mobbere. Med min sandhed og fortid. Erkendelsen af at det er sket. Det betyder dog ikke at jeg direkte til opsøge dem. Jeg er videre, men jeg behøver aldrig have noget med de mennesker at gøre igen. Andet end potentielt i en professionel sammenhæng. For det er altså stadig en rigtig spændende virksomhed han arbejder i.


______________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *