DET PERSONLIGE

Da jeg holdt pause fra min mor

Hvis jeg skulle skrive en forholdsstatus på Facebook om forholdet til mine forældre ville det være “kompliceret”. Med årene er jeg blevet ret åben om mit forhold til dem. Det har også for nylig ændret sig igen. Men det bearbejder jeg lige lidt mere, før der kommer indlæg om det. De sidste 6 år har jeg holdt pause fra mine forældre. Nu er mine forældre jo skilt og mens pausen med min mor har været i 6 år, er pausen med min far kun 2,5 år gammel. 

At jeg har holdt pause fra mine forældre var ikke planlagt. Jeg har gennem årene læst og hørt flere fortællinger fra børn, der har pauset eller stoppet kontakt med deres forældre. Det har været beroligende og betryggende at læse deres historier. Hvis man ikke har siddet i det, kan det nemlig være svært at sætte sig ind i det. Men jeg vil så gerne have mere åbenhed om det. 

Jeg gik jo i en gruppe for unge pårørende til psykisk sårbare. Det var typisk forældre og jeg gik der grundet begge mine forældre (her). I løbet af forløbet havde jeg dog især fokus på forholdet med min mor. Jeg kunne mærke det ikke gik godt. Efter jeg havde mødt Nicolai, havde jeg ikke samme tid til at mødes når hun kunne eller tale i telefon flere timer, når det passede hende. Sandt at sige havde jeg heller ikke behovet. Mit behov for hendes anerkendelse, meninger og kærlighed var mindsket fordi jeg oplevede det fra Nicolai. Det betyder ikke at Nicolai erstattede min mor. Men der var nogen følelser og ting jeg higede efter og forgæves jagtede. Pludselig fik jeg noget af det. Jeg fik også mere selvværd og fandt mig selv mere og mere. 

Da pårørendegruppen sluttede havde jeg en plan for relationen med min mor. Nogen grænser jeg gerne ville sætte og nogen ønsker til fremtiden. Jeg havde overvejet om vi overhovedet skulle have kontakt. Og jeg havde bevidst og aktivt tilvalgt kontakten og relationen med hende. 

Jeg havde afleveret og bestået mit speciale og planlagde kandidatfesten. Min mor tog på det tidspunkt et yogakursus, der lå i weekenderne. Det var vigtigt for mig at hun var med. Derfor havde hun undersøgt at hun godt kunne gå glip af den ene dag. Det meldte hun så ud, at hun ikke kunne alligevel. Hendes yogakursus var vigtigere end min kandidatfest. 

Der ligger jo 25 års historie i det her. Det kan virke småligt, at jeg lod det her blive det, der startede pausen. Men det blev det. Jeg fik simpelthen nok. Jeg aflyste min kandidatfest. Og så skrev jeg ikke til min mor. Eller ringede. Der var intet skænderi, ingen drama eller diskussioner. Jeg holdt bare op med at kontakte hende. 1 måned efter skrev hun om alt gik godt. Jeg skrev ja. Da der var gået lidt over en måned til ringede hun for at invitere os ud og spise i anledning af hende og hendes mands bryllupsdag. 

Jeg takkede ja til invitationen fordi selvfølgelig skulle vi det. Efter opkaldet mærkede jeg efter. Jeg kunne mærke, at det kunne jeg ikke være med til. Det føltes forkert og som et skuespil. Derfor takkede jeg nej og sagde at jeg havde brug for en pause. 

En pause for mig var med helt enkle retningslinjer. Hende og jeg havde ikke direkte kontakt medmindre det var om andre fx at hun videregav en invitation til min bedstemors fødselsdagsfejring. Jeg havde intet problem med at vi sås til familiesammenkomster. Det skulle bare ikke være hende og mig. 

Det holdt i næsten 6 år, men den nye status arbejder jeg stadig med. Tilgengæld kommer der snart et indlæg om, da jeg holdt pause fra min far. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *