Børns utrolige tilpasningsevne
FORÆLDRETANKER

Børns tilpasningsevne – vigtig og lidt skræmmende

At menneskebørn overlever kan virke utroligt. De er jo håbløst afhængige af forældre og lader ofte til ikke selv at have skyggen af overlevelsestrang. Behovsudsættelse er en by i Rusland og de løber glad og fro både ud foran biler og kaster sig hovedkulds ned af trapper. Så hvordan overlever menneskeracen? Fordi børns tilpasningsevne er utrolig, og fordi der er forældre. Forældrene er årsagen til at menneskebørn overlever. Vi render i hælene på ungerne og sikrer, at skaderne er minimale, når de igen falder over noget.

På samme måde passer forældrene på børnenes psyke og hjerne. Der skal dannes neuroner, gøres erfaringer og skabe tryg tilknytning mellem barn og primær omsorgsperson, der typisk er mor eller far. Selvom de små ikke er bevidste om alt det her, så handler de stadig ud fra denne her virkelighed. De tilpasser sig nemlig i utrolig grad deres forældre, da deres overlevelse er afhængig af det.

Imiteret kærlighed

Da jeg var barn, lærte jeg hurtigt, at tilpasning var vejen frem fx på bibliotektsture med min far. Sådan fungerer det med børns tilpasningsevne. Det handlede om at matche mine forældres ønsker og behov. For børn er forældre jo alvidende væsener og min overlevelse handlede i høj grad om at adoptere deres meninger. Alternativet var en konflikt og manipulering til jeg gav dem ret. Det fortsatte langt op i mine 20’ere og var svært at bryde ud af. Men som barn tilpassede jeg mig. Som alle andre børn ville jeg jo gerne være sammen med mine forældre. Jeg søgte deres kærlighed, omsorg og nærvær. Men det kom kun drypvis og på deres præmisser. Selvom biblioteksturene med min far var præget af følelser af at være forladt og afvist, var der også stykker af omsorg og nærvær. De stykker trumfede de negative følelser og derfor fortsatte turene i mange år.

Hvis min mor ville et bestemt sted hen og shoppe, tog jeg med. Det gjorde hende glad og øgede chancen for de her stykker af omsorg og nærvær. Jeg skriver ikke kærlighed, når jeg beskriver de følelser mine forældre havde for mig. For mig står det nemlig som en form for imiteret kærlighed. Den omsorg, nærhed, nærvær og kærlighed jeg søgte, fik jeg aldrig oprigtigt. Den kom ikke pga. mig. Den kom ikke fordi jeg var Nikoline. Den var imiteret og kom udelukkende, fordi jeg kunne tilpasse mig deres ønsker og behov. Kærligheden var snarere til min tilpasningsevne end mig som menneske.

Grænser, behovsudsættelse og nærvær

Når jeg fortæller om de her erfaringer med børns tilpasningsevne ender jeg altid i en cirkel i mit hoved. Jeg er bange for, det lyder som om at forældre altid bare skal gøre, hvad barnet ønsker. Det er jeg ikke fortaler for. Børn skal også lære om grænser og behovsudsættelse. Forældre må bestemt også gerne have egne behov og ønsker i livet. Men når man vælger at få et barn, vælger man også som udgangspunkt at tilpasse sig barnet. Det er det vigtigste og primære i tryg tilknytning og gode relationer. Den tilknytning skal ikke være afhængig af børns tilpasningsevne.

Som barnet vokser og udvikler sig, sker der også en ændring i niveauet af tilpasning. Der findes måske oprigtige, fælles interesser. Der er mulighed for pasning eller forældrene deler sig op. Der er en styrke i 1-1 tid med sit barn og så kan den anden forælder jo lave egne projekter i mellemtiden. Udgangspunktet kan sagtens være barnet, mens der er uendelige muligheder for forældres tilpasninger.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *