biblioteksture
BARNDOM

Biblioteksture med min far

Der er minder fra min barndom, som jeg har det svært med. Det her er et jeg har nævnt flere gange, men ikke fået skrevet rigtig om. Biblioteksture med min far er nemlig både blandt mine bedste og mest smertefulde minder fra min barndom. I størstedelen af mit liv tog jeg ikke stilling til mine minder. Måske kunne jeg huske noget, men det blev i høj grad vinklet efter mine forældres fortællinger. Når min far begejstret fortalte om vores biblioteksture sammen, måtte det jo være sådan de var. Det er ret nyt, at jeg viklede mig ud af hans fortælling. Jeg begyndte at sætte ord på, hvordan jeg huskede turene og oplevelserne. Jeg har altid kunne huske dem, men mit stærke behov for tilpasning i min barndom spillede ind. Det var essentielt for min overlevelse at tilpasse mine følelser, minder, historier og mit væsen til mine forældres ønsker og behov. Samtidig er biblioteksture med min far et af de eksempler, hvor mine minder og følelser direkte modstrider hans.

Læseheste i familien

Mine forældre læste meget i hele min barndom. Der var spækket af bøger og tegneserier i vores hjem og de læste ofte flere bøger på en gang. Det betød jævnlige ture til biblioteket efter nye bøger og tegneserier og jeg tog oftest af sted med min far. Nykøbing Falster bibliotek er en stor bygning med en lille park tilknyttet. Biblioteket er det største på Falster og bliver derfor også kaldt hovedbiblioteket. Det er stort og for et lille barn var det kæmpe. Der er brune og grå fliser og i min barndom en masse abstrakt kunst i samme farveskala og store jernskulpturer. Alle biblioteksture startede med at aflevere bøgerne i skranken, hvor en bibliotekar scannede dem ind og ud. I mens sad jeg på disken og fulgte interesseret med.  Til tider var der et gebyr for en for sen aflevering og min far havde typisk småmønter i lommen til at betale. Udover en stor aula, der også havde en kaffemaskine, hvor jeg en gang i mellem fik en kop kakao, er der en trappe til børneafdelingen på 1. Sal og en stor voksen- og ungeafdeling i stuen. I børneafdelingen var der rutsjebane, tegnesager og et rytmikrum. 

Efter bøgerne var afleveret gik jeg op i børneafdelingen. Min far gik sjældent med, men begav sig i stedet mod voksenafdelingen for at finde sine egne bøger. Så langt tilbage jeg kan huske, var der biblioteksture. I ingen af minderne er min far i børneafdelingen andet end sporadisk for at finde et par bøger til mig. I stedet var jeg der alene. Der var altid en bibliotekar deroppe og jeg talte med hende. Jeg spidsede alle blyanterne, farvesorterede dem og satte alle Rasmus Klump bladene i numerisk orden. Jeg lavede mine egne ritualer og vaner for at få tiden til at gå. Ventetiden til min far kom derop med sin store stak bøger og tegneserier og annoncerede at det var tid til at tage hjem, skulle bruges alene. 

Jeg vil hjem

Det blev med tiden kedeligt på børneafdelingen på de her bibliotekture. Jeg kunne de fleste tegneserier udenad og blev træt af at tegne og spidse blyanter. Bibliotekaren var sød, men det var jo ikke hendes job at aktivere mig. Det skete at han hentede mig først, men det skete også at jeg vovede mig ned på voksenafdelingen for at finde min far. Jeg ville gerne hjem og gik rundt blandt de store reoler fyldt med bøger. Jeg gik rundt på må og få og for ofte vild, så jeg ikke kunne finde tilbage til indgangen. Det skete, at jeg gav op og gik tilbage til børneafdelingen. Det skete også, at jeg fandt ham. Jeg sagde til ham, at jeg ville hjem, men om vi tog hjem afhang af om min far var færdig med at finde sine bøger.

Mest af alt husker jeg afvisningen. Erkendelsen af at mine behov og ønsker ikke talte. Som lille barn følte jeg, at vi havde været der i timevis. Nogle gange kredsede jeg omkring ham, bladrede i hans bøger, der var uden billeder og kedelige, eller satte mig i en stol eller sofa og ventede. Hvis jeg brokkede mig for meget blev jeg sendt tilbage til børneafdelingen for at vente. Andre gange gik jeg selv derop igen, da jeg erkendte at han ikke ville hjem endnu.

Egentlig var vi ikke på biblioteket sammen. Det føles i højere grad som en pasningsordning, mens han var på biblioteket. Vi var da sammen på turen derned og når vi afleverede og lånte bøger. Der var ikke et engagement i at finde bøger med mig eller inddrage mig. Da jeg startede i skole som 5 årig havde jeg svært med tal. Læreren bad mine forældre finde bøger med mig, som jeg skulle læse op for dem. Det er den eneste gang, jeg husker min far i børneafdelingen. Jeg husker, at han gik rundt og fandt bøger og spurgte om jeg synes de så spændende ud at læse højt. I mit børnehoved var han der, fordi der var noget galt med mig. Han var der nødtvunget, fordi en anden voksen havde bedt ham om det pga. mig. Det var altså min skyld, at han nu var nød til at rende rundt og kigge på børnebøger, og jeg følte mig som en byrde. 

Biblioteksture er bedre end ingenting

Da jeg fortalte mine minder til mig far for flere år siden, afviste han dem. Han betragter stadig vores biblioteksture som en god, fælles ting vi havde sammen. Han spurgte også, hvorfor jeg blev ved med at tage med, hvis de var så skrækkelige. Jeg kan ikke huske mit svar, jeg var måske ikke helt klar til svaret. Han har nemlig ret i, at jeg blev ved med at tage med. Både da vi flyttede og i stedet tog til Nørre Alslev bibliotek og efter skilsmissen, da jeg var 13 år og boede hos min far, tog jeg stadig med. Lad mig starte med at slå fast; som barn havde jeg ikke et valg. Selv hvis mine forældre spurgte, hvad jeg ville, valgte jeg, som mange andre børn, det mine forældre ønskede.

Da jeg blev ældre, tog jeg med på biblioteksture, fordi det var en måde at være sammen med min far. Selvom det betød komplet tilpasning til hans ønsker, var det stadig en måde at være sammen med ham. Efter skilsmissen var alternativet at være alene på gården i de timer det kunne tage på biblioteket og det var heller ikke tillokkende. Jeg tog med på biblioteksture med min far af samme årsag som alle børn laver aktiviteter med deres forældre. I håbet og behovet for anerkendelse, kærlighed og omsorg og for at være sammen med min far. Det gjorde jeg selvom det kun var muligt at opnå en brøkdel af det på bekostning af en kompromisløs tilpasning fra min side. 

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *