at_turde_have_meninger
DET PERSONLIGE

At turde have meninger

Det er farligt at have meninger. Det er ihvertfald den holdning, jeg voksede op med. Man skal kunne mærke sig selv nok til at kunne tage imod feedback, stå ved meningerne og eventuelt at kunne ændre mening. Det handler altså ikke bare om at have meninger, men at turde have dem og endnu mere at turde fortælle dem. Der lærte min barndom mig ikke meget brugbart.

Meninger i min barndom

Debatklimaet i min barndom kan beskrives som stædigt og manipulerende. Min mor er i høj grad manipulerende. I forbindelse med at jeg har holdt kurser, oplæg og foredrag har jeg læst meget om kommunikationsteknikker heriblandt tonefald. Her er min mor en mester. Hun bruger tonefald og følelsesudsagn i diskussioner og debatter. Min mor kan sagtens lave lille pige stemme og appellere til at det burde jeg jo kunne forstå. Det meste af tiden skifter hun bare emne. Hun lytter til mig i få minutter og skifter så til det hun har på hjerte. Det er utrolig manipulerende og rammer mig ekstra hårdt, da jeg er hendes datter. Der er altså også børnefølelser, forgudelse og ønske om at stille tilfreds involveret. Og under alt det er det et lille barn, der bare gerne vil elskes af sin mor.

Min far er både manipulerende og dumstædig. Han har opdraget mig med udsagnene “du skal ikke gøre som jeg gør, men gøre som jeg siger.” Typisk har jeg svaret at så vil jeg ikke gøre nogen af delen. Og udsagnet “hvis moral er godt, er dobbeltmoral vel dobbelt så godt”, hvilket jeg intet positivt har at sige om. Det er jo udsagn, der er mange forældre, der bruger. Problemet er at min far bruger dem i ramme alvor og det skaber en voldsom usikkerhed for børn. Han holder på sine meninger uanset argumenter, bliver gerne personlig, hvis jeg siger ham imod og har altid ret. Ganske enkelt har han patent på sandheden.

Nye meninger

Min far kan jo godt ændre mening. Han har tidligere kaldt mig en uvidende, akademisk snob fordi jeg fortalte om socialkonstruktionisme. Jeg talte om køn som en social konstruktion, noget vi gør og skaber i sociale sammenhænge. Det var min far ikke fan af.

Et par år senere fortalte jeg om min barndom. Mere præcist var jeg begyndt at mærke og huske, hvordan jeg opfattede min barndom fremfor at genfortælle min fars opfattelse den. Her argumenterede han for at det var min fortælling og min sociale konstruktion af min barndom. Derfor var der ikke tale om “rigtige” minder. Han formåede at negligere alle mine følelser og minder som det var noget, jeg havde opfundet. Han fik sparket direkte til denne her konstante frygt for at tage fejl.

Alt i alt var min barndom ikke det bedste sted at turde have meninger. Jeg måtte da gerne have dem. Men ligesom mine følelser skulle de passe ind i mine forældres behov og verdenssyn. Med alderen kolliderede det oftere og oftere med mine følelser, behov og verdenssyn, der var påvirket af andre voksne, nyheder og venner. Men når diskussioner og debatter blev behandlet med stædighed og manipulation blev konsekvensen at jeg følte mig forkert. De var jo mine forældre og forældre ved bedst, ikke? Som voksen har jeg fået en mere nuanceret syn på det og det at turde have meninger.

Meninger på de sociale medier

En ting er dog at turde have meninger i mit hoved. Så kan jeg fortælle dem til nære venner. Måske et par kolleger, men hvad med sociale medier? Den første debat jeg deltog i på sociale medier var på Facebook. Det var voldsomt grænseoverskridende at lufte min mening så offentligt. Den handlede om lukningen af Barselsafsnittet på Rigshospitalet og blev til et indlæg på bloggen efterfølgende om hvad en fødsel egentlig er for en størrelse. Men den første kommentar var en mand, der kaldte mig “snefnug”. Det ved jeg stadig ikke, om det er en kompliment eller fornærmelse. Og han ramte altså lige midt i mine problemer med at turde have meninger. Egentlig overvejede jeg slet ikke at svare ham, fordi jeg frygtede en usaglig, personlig diskussion fyldt med nedladende ord. Men det kom ikke. Han valgte i stedet ikke at svare på min kommentar. Nu forventer jeg jo ikke sådan et udfald, hver gang jeg stikker hovedet frem og har en mening. Men det var en rar start og det gav lidt blod på tanden.

Måske er det slet ikke så farligt at turde have meninger. Måske er mine meninger ikke altid forkerte. Måske kan meninger ikke være forkerte? Jeg vil gerne sige min mening mere både på bloggen og sociale meninger. Det er også vigtigt for mig at det gøres i en ordentlig tone. Det skal ikke handle om manipulering eller at råbe højest som min barndom. Jeg vil nemlig gerne tro det bedste om mine medmennesker. Så med det in mente er jeg hoppet på Twitter og prøver nu også det medie.

Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *