Det personlige hjørne

Tanker om at holde jul alene

Op til mine forældres skilsmisse, da jeg var 13 år, holdt vi jul på samme måde hvert år. Mine forældre, min storebror og mig juleaften og 2.juledag hos min farmor og farfar med min fars side af familien. Efter skilsmissen har jeg holdt jul mange steder og med mange forskellige mennesker. Og så har jeg prøvet at holde jul alene.

Det er ikke fordi mine juleaftener var dårlige. Især juleaften med et vennepar og deres jævnaldrende børn var fantastiske. Men det var bare altid en så stor kontrast. Mit billede af hvordan juleaften skulle forløbe var rimelig fast fordi vi jo havde gjort det samme hele mit liv. Pludselig var det andres traditioner og andre steder. Jeg følte mig velkommen og alligevel var jeg jo gæst. En tilskuer til deres juleaften og jeg følte mig ofte ensom selvom jeg var omgivet af mennesker.

I midten af tyverne fik jeg nok. Jeg var presset med at skrive specialet færdigt og var både hos psykolog og i pårørendegruppe hos SIND (her). Og midt i alt det meldte jeg mig ud af det der med juleaften. Alt det med at finde gaver, tage imod gaver, hvilket jeg er dårlig til og som er en helt anden historie, og tage stilling hvor og hvordan juleaften skulle være.

Jeg kan godt lide jul. December er fantastisk og jeg deltog også i julefrokoster. Men juleaften var jeg alene hjem og dermed blev jeg en af dem, der kan holde jul alene. Jeg gjorde det et par år. Det var hårdt. Der gik tid og energi i forberedelserne, fordi det også gjorde, at jeg glædede mig. Maden blev det jeg havde lyst til, en lækker bøf og en god dessert. Typisk havde jeg også en god film eller serie. Flow tv virkede ikke for mig. Jeg havde brug for at se det som en mig-aften og ikke juleaften.

Det første år græd jeg også. Og også det næste år. Græd over ensomheden og at det skulle være sådan. Jeg overvejede julegudstjenester fordi jeg har deltaget i det tidligere og finder ro i det. Jeg kom dog aldrig afsted. Men jeg var også glad, lettet og uden fortrydelse. Det var nemlig fantastisk at kunne være mig på en dag, der ellers for mig var blevet synonym med kompromiser og pakke mig selv væk.

Jeg havde brug for de år. Det gav mig ro og selvværd ift jul. Jeg holdt jul alene og det var en god oplevelse. Det gør at juleaften nu i højere grad er et tilvalg. Jeg vælger at holde jul med nogen søde mennesker mens jeg kan passe på mig selv. Og jeg ved at jeg altid kan falde tilbage på at holde jul alene. Jeg har på den måde skabt mig eget mentale sikkerhedsnet når det kommer til juleaften.

Nu er Hjalte jo kommet til så det ligger ikke i kortene, at jeg skal holde jul alene igen. Nicolai og jeg har gennem mange år lavet vores juletraditioner som vi giver videre til Hjalte. Mine erfaringer fra da jeg holdt jul alene gav mig en endnu større værdsættelse af december og jul generelt. Og egentlig synes jeg vi ligger for meget selve juleaften. Hjerternes fest sætter nemlig høje krav til os selv og familierelationer og nogen gange er de bare umulige at leve op til.

Derfor har jeg meget fokus på hele december når det kommer til jul. Og jeg glæder mig til december, jul og juleaften. I den rækkefølge.

Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily og Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *