Det personlige hjørne

Sorg over at miste forældre

Jeg skal nok lige starte med at slå fast; Mine forældre er i live. De lever i bedste velgående hver deres liv i hver deres landsdel. Men jeg har stadig en sorg over at have mistet dem. Eller måske aldrig at have haft dem. 

Mit forhold til mine forældre er… kompliceret. Det er vist det bedste, korte ord for det. I mange år har jeg haft en kontrolleret og begrænset kontakt til begge mine forældre. Den skal jeg nok få skrevet lidt mere om. Husk at mine forældre er skilt (her) og min kontakt til dem gennem årene derfor har været forskellig. Min pause, brud eller kontrol af kontakten er derfor heller ikke sket på samme tid med henholdsvis min mor og far. 

Når jeg har, og er, i en sorgproces i forhold til mine forældre, handler det ikke om min kontakt til dem. Kontakt forstået som vores samtaler ansigt til ansigt eller i telefonen, mails eller sms’er. Det handler om tabet af det psykiske forældre.

Forældre er nemlig både et fysisk og psykisk begreb for mig. Den fysiske del er vi alle med på. Man laver fysisk børn, føder børn, adopterer børn og er fysisk forælder ved at have et fysisk ansvar for deres fysiske rammer som bolig, økonomi og mad. Her var mine forældre med. Jeg havde både tøj på kroppen, fik mad og boede i både murermestervilla og nedlagt landbrugsejendom. 

Psykisk er forælderrollen noget andet. Mine forældre blev forældre psykisk for dem selv. De ændrede sig med forældrerollen. Men de var ikke det for mig. Forældrerollen er omgivet af ideer, forventninger, teori, forskning og meninger om, hvordan forældre skal opføre sig. Det er grunden til der kan komme voldsomme diskussioner online og til familiesammenkomster. Vi har jo alle en idé om, hvordan man er en god forælder. Og de færreste forældre vil indrømme at de ikke er gode forældre. Vi prøver jo alle at være en god forælder. Lad mig her sige at mine forældre er som alle andre. De mener, de var gode forældre. Og for god ordens skyld vil jeg også sige, at de begge er uenige i mine beskrivelser og oplevelse af min barndom. Det er så også det eneste, de har været enige om i 17 år.

Så hvad handler min sorg om? Den startede før jeg var hos Heidi, men i en kombination af studiepsykolog og SIND (her). Det var der, det gik op for mig at mine forældre ikke var særlig gode psykiske forældre. De kunne ikke lære mig om følelser, de kunne ikke prioritere eller rumme mig og der var tale om psykisk og følelsesmæssigt omsorgssvigt. Men selvom jeg lærte de ting og kunne mærke at det der udefinerbare, der havde føltes “forkert” handlede om min barndom, var de jo stadig mine forældre. De to voksne som altid har fortalt mig, hvor gode forældre de var. De to voksne jeg selv har italesat som gode forældre, omend ikke perfekte. De er jo to voksne jeg elsker og som gennem min barndom betød alverden for mig. Alverden i ordets bogstaveligste betydning fordi vi som børn er helt afhængige af forældrene og derfor skal de bare betyde alt i hele verdenen.

Hele mit billede af mine forældre faldt fra hinanden. Og midt i det mistede jeg dem. De var nemlig ikke som jeg troede. Endnu værre var erkendelsen af at de aldrig ville blive gode psykiske forældre. De ville aldrig kunne give mig de følelsesmæssige ting, jeg som barn og voksen søgte, higede og længtes efter. Og der findes min sorg. Sorgen over aldrig helt at have haft og aldrig at kunne få psykiske forældre. 

Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily og Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *