Det personlige hjørne

Sorg er cirkulær

Har du læst mit indlæg om at sørge over forældre, der er i live? Det er her. En anden vigtig ting jeg har lært om forældre og sorg er, at sorg er cirkulær. Og derfor sidder jeg nu og græder. Græder over min forældre og min sorg over ikke at have dem og måske aldrig rigtig have haft dem. 

Min far vil gerne have en relation og kontakt til mig og det skriver vi lidt sammen om. Midt i det rammer sorgen. Det slog mig nemlig lige i mellemgulvet at ingen af mine forældre har været der det sidste år. Hverken fysisk eller psykisk har mine forældre været der eller støttet mig gennem det her helt vilde år. Lige fra den traumatiske fødsel (her), efterfødselsreaktion (her), Hjaltes sociale kontakt (her) og alle indlæggelserne (her). Alle de store ting og følelser, jeg har gennemgået har de ikke været en del af.  

De har jo ikke haft muligheden. Deres oplysninger om, hvad der er sket har været begrænset og mit forhold til dem er jo mildest talt kompliceret. Det er også 100% mit valg at have dem så begrænset og kontrolleret i mit liv. Men derfor kan sorgen godt ramme. Sammen med den er der også ensomheden. Det går lige i hjertet, jeg hyperventilerer og tårerne triller ned af kinderne. 

De skulle jo have været der. De er jo mine forældre. De er jo de mennesker, der altid skulle være der. Dem jeg altid skal kunne ringe til. Dem der bare er der. Men med sorgen er erkendelsen af, at sådan nogen forældre har jeg ikke. Selv hvis vi havde kontakt, kunne de ikke være der. De kunne ikke give mig den støtte og tryghed, jeg havde brug for i de situationer. Man kan altid indvende, at jeg jo ikke gav dem chancen. Men de har fået chancerne mange gange. Og i bakspejlet er jeg jo også glad for at det var som det var. Det havde været endnu hårdere, hvis jeg skulle forholde mig til dem i alt det der skete. De ville ikke have været givere, men tagere i en i forvejen hård og presset situation. 

Da Hjalte var syg googlede jeg rigtig meget. En af de ting jeg fandt, var et læserbrev fra en mand, der beskrev sorg som cirkulær. Det er der skrevet meget om, fandt jeg ud af efterfølgende. Men det ramte så præcist for mig. Det gav mig netop en forståelse for, hvorfor jeg kan sidde og sørge og græde over mine forældre igen og igen og igen. Der er længere tid imellem de gange, hvor det overvælder mig som nu. Nogen gange er det som en fjer, der strejfer mig. I aften er det som en mursten i hovedet. Men efterhånden kender jeg den og jeg har lært at være i den. Jeg ved at den ikke er farlig. Det er stadig hårdt. Men jeg gør egentlig som nu. Tænker årsagen igennem, finder ud af om jeg stadig står ved mine beslutninger. Mærker hvad min mavefornemmelse siger. Jeg når frem til det er uretfærdigt og en masse bandeord. Jeg sidder lidt i det og det bliver bedre. Jeg tænker den tanke, jeg ofte vender tilbage til for tiden “jeg er lykkelig”. Og som jeg netop har skrevet til min far 
Måske er det vigtigste ikke for mig, om det er tilfredsstillende for dig. Måske er det vigtigste for mig, at jeg er glad. Måske burde det være det vigtigste for dig…

På gensyn sorg. Vi skal nok ses igen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *