Det personlige hjørne

Skal man invitere sine forældre?

Hjaltes fødselsdag skulle planlægges i god tid. Vi besluttede os for at invitere den del af familien, vi ses mest med og det er altså min fars side af familien. Men skal man invitere sin forældre til sit barns fødselsdag?  Mine forældre blev skilt, da jeg var 13. Det var en grim skilsmisse og de fangede aldrig rigtig den del med at tale om  og til hinanden på en pæn måde. Meget er sket siden og jeg har ikke tæt kontakt eller et tæt forhold til nogen af dem i dag. Så skulle de inviteres til Hjaltes 1 års fødselsdag?

Min far blev inviteret i høj grad fordi resten af hans familie blev inviteret. Samtidig havde jeg dog ikke den store fidus til at han ville komme. Han kommer sjældent til familieting, da han bor langt væk og nogen gange arbejder i weekenderne. Jeg tænkte dog, at han måske alligevel kom til sit barnebarns fødselsdag. Et par uger før fødselsdagen ringer han for at høre, om jeg vil købe en buket til min farmors fødselsdag samme dag. I den meget korte samtale nævner han også lige, at han jo ikke kommer til Hjaltes fødselsdag. Der er flere argumenter; Hjalte lægger ikke mærke til det, det er dyrt og han skal arbejde. Selvom jeg ikke var overrasket, fik det mig alligevel til at tænke. Min fars valg om ikke at komme, gør nemlig at ingen af mine forældre kommer til mit barns fødselsdag.

Situationen med min mor er dog anderledes. Jeg har simpelthen ikke inviteret hende. Hun har tidligere meldt fra til flere fester og fejringer, der involverede min far og/eller hans familie og som sagt har vi ikke et tæt forhold. Jeg har tænkt over om jeg burde invitere hende i kraft af sin rolle som Hjaltes mormor. Men jeg ved også at de konventionelle “burde” for det første sjældent er så meget værd og for det andet slet ikke er relevante i forhold til mine familierelationer. Undlod jeg at invitere hende for at straffe hende for tidligere afbud? Eller handlede det om at beskytte Hjalte mod fremtidige afslag fra hende? Ingen af delene. Det var en voksen og velovervejet beslutning, jeg traf på baggrund af min relation til hende. 

Det er gået op for mig, at der er også var noget helt andet på spil. At en underliggende årsag eller frygt ved at invitere mine forældre er, at deres  deres afbud ville føles som en afvisning. En afvisning af mig og min familie. Der er helt klart et ønske om at beskytte Hjalte mod den oplevelse i fremtiden, men nu og her handler det faktisk mere om mig. Ved at invitere min far var der i det mindste en chance for at én af dem ville komme. Da han afviste, overvejede jeg sågar at invitere min mor, fordi det igen skabte en chance for at én af dem ville komme. Og pludselig er beslutningen om at invitere sine forældre meget kompleks. 

Jeg føler, at fortællingen i mig og mit valg skiftede ved min fars afbud. Jeg kunne være den voksne, selvstændige kvinde, der aktivt og bevidst besluttede ikke at invitere mine forældre. Jeg havde begrænset muligheden for afvisningen og sorgen ved ikke at invitere ham. I stedet føler jeg mig igen som den lille pige, der igen er blevet afvist af sine forældre. Fair skal være fair og jeg ved jo ikke om min mor ville komme, men taget i betragtning af alt hun tidligere har meldt afbud, er chancen for hendes deltagelse ikke forsvindende lille. Jeg inviterede blandt andet ikke min mor, fordi jeg vidste hun ville melde afbud og jeg mistænkte at min far også ville melde afbud. Det betød, at jeg kunne stå i en situation, hvor begge mine forældre afviste mig igen. I stedet er det kun den ene, der afviste mig ved at melde afbud, men alligevel er slutresultatet det samme. Ingen af mine forældre kom og fejrede min søns første fødselsdag.

Det her er følelser. Det er tanker. Det er også, hvad der kaldes børnefølelser eller hajmusik når jeg overvejer, om jeg skal invitere mine forældre. Det har sikkert mange andre gode navne. Det er der, hvor følelser fra min barndom overdøver min voksenstemme. Min voksenstemme kan nemlig godt forstå, hvorfor min far ikke tager turen tværs over landet. Voksenstemmen vidste også det ville ske og ved at det egentlig ikke er i orden. Den ved at det netop er et eksempel på den svære relation, jeg har med mine forældre. Min voksenstemme ved at det bliver en fantastisk dag og Hjalte ikke vil bemærke det. Men lille-Nikoline fylder bare til tider mere end andre og sådan en situation er et godt eksempel. Sådan er det, jeg er vant til det. Jeg kan arbejde med det og jeg sikrer at det stadig bliver en rigtig god fødselsdag for Hjalte. Det er nemlig det allervigtigste. Også selvom han kun bliver 1 år. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *