skal_i_have_flere_boern
FORÆLDRETANKER

Skal I have flere børn?

Det her spørgsmål, om vi skal have flere børn, kom virkelig tidligt. Jeg kan godt se, det er et oplagt spørgsmål til forældre. Men jeg var alligevel ved at få min kolde te galt i halsen, da det Hjalte var få dage gammel og jeg fik det første gang. Afhængig af spørgeren affærdiger jeg det lidt. Han er jo så lille. Vi skal lige finde os til rette. Jeg skal lige kommer mig over svangerskabsforgiftning. Alle svar det første år betragter jeg som ugyldige. Det første år handler om overlevelse, forandringer og hormoner. Jeg vidste på ingen måde, hvem, hvad og hvor jeg selv var.

Jeg ved det ikke

I virkeligheden kender jeg simpelthen ikke svaret og ved ikke, om vi skal have flere børn. Hverken det første år eller nu, hvor han er næsten halvandet. At jeg ikke kender svaret gør dog bare, at jeg tænker mere på det. Der er nogen beslutninger, der ligger fast; Jeg ønsker ikke børn for tæt i alder og det skal være før Nicolai fylder 40 år. Alderen er den lette. Vi vil begge gerne være der i mange år både fysisk og psykisk for vores afkom har vi sat en grænse ved 40 år. Udviklingsmæssigt at børn under 3 brug for rigtig meget omsorg og opmærksomhed og det er bare sværere, hvis man har to. Jeg har haft mange bekymringer om mit forhold til et barn, da jeg selv har begrænset kontakt til mine forældre. Men det er heldigvis gået over alt forventning.

Måske skal Hjalte have søskende

Vil jeg gerne have flere børn? Psykisk er svaret helt klart ja. Mængden af søskende er altså faldet i min familie med hver generation så mens mine forældre hver har to søskende, har mine fætre og kusiner typisk ingen eller én søskende. Da mine fætre og min bror så også kun har et barn hver fjerner det en del af den fælles kontekst, som mine forældre voksede op med. Min egen bror er 11 år ældre og vi har på mange måder haft forskellige barndomme. Men vi har også en fælles referenceramme og den er virkelig dejlig.

Søskende er kompliceret, og jeg tager det ikke som en selvfølge af søskende skal være bedste venner for livet. Der er dog noget rart i ikke at være den eneste om en oplevelse, og der kan søskende noget særligt. Samtidig har jeg bare lyst til endnu et barn. Denne her lyst er svær at forklare, men Hjalte er fantastisk og dejlig og har givet utrolig meget til mit liv. Jeg har i mig til at elske endnu et barn og yde den omsorg. Derfor har jeg det også underligt med tanken om at Hjalte måske var både første og sidste gang jeg gør det.

Sygdom og frygt

Med alt det om, hvor klar jeg er psykisk til flere børn, hvorfor gør vi det så ikke? Det skyldes frygt. Når jeg ser tilbage på slutningen af graviditeten til Hjaltes 1 års fødselsdag føler jeg, at vi som forældre og par stod foran målskiven så mange gange og der kun med nød og næppe blev ramt forbi. Jeg har ingen gener efter svangerskabsforgiftning, både Hjalte og jeg overlevede fødslen, hans socialt afvigende kontakt og min efterfødselsreaktion løste sig selv, da misdannelsen i urinvejene blev fikset, 7-9-13. Men der stadig er scanninger og åben indlæggelse de næste par år.

Vi står stærkere som par end nogensinde før efter en runde parterapi. Men det kunne være gået meget værre og det skræmmer mig. Vi er jo de der få procentdele som de her ting sker for. For mig er der dog en forskel på den generelle frygt, jeg tror alle forældre har for deres barns velbefindede, og den situation vi sad i. Vi sad altså med konkret, velbegrundet og faglig funderet frygt for Hjaltes liv og fremtid. Har vi lyst til det igen og få flere børn? Hvis der skulle ske noget med en søskende skal vi dele os, fordi vi så har flere børn. Det har været en kæmpe støtte og hjælp, at vi har kunne være sammen fysisk og psykisk om fx indlæggelserne.

Fødselstraume

Til sidst er der fødslen. Jeg venter stadig på svar fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Grundet udflytning kan der gå op til 6 måneder før min klage er behandlet. Fødslen var så voldsom, at jeg virkelig ikke har lyst til det igen. Flashbacks er sjældne med tiden, men de kommer og jeg skal stadig huske at trække vejret dybt, når jeg skriver og fortæller om fødslen. Jeg skrev til en jordemoder ang. fødselsskræk og hun beroligede mig med, at ofte kan den næste fødsel hjælpe med at heale den første. Det er jo det jeg ville håbe på, men der er virkelig mange “hvis” og “men” i hele det scenarie, hvis vi ville have flere børn.

Når frygten står i vejen for lysten

Så jeg ved stadig ikke om vi skal have flere børn. På et tidspunkt skal jeg selv og os som par have afklaret om vi vil tage chancen. Om mit, Nicolais behov vil jeg lade ham have for sig selv, ønske og lyst til flere børn kan overvinde min frygt for alt, det vi lige akkurat undgik, men som vi ville risikere igen. Det irriterer mig samtidig grænseløst. Frygt er ikke en følelse, jeg har arbejdet meget med. Den er ikke en af mine dybe børnefølelser og jeg har ikke haft større problemer med den. Derfor er jeg frustreret over, at min lyst og ønsker skal domineres af frygt. Jeg skal derfor have arbejdet med frygten, så jeg mere kan mærke mine ønsker og se på risici for gode og dårlige muligheder.


_____________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *