Det personlige hjørne,  Forældretanker

Selvfølgelig bloddonor

Jeg er bloddonor. Det har jeg været siden jeg fyldte 18, hvor jeg også blev organdonor (her). Min far lagde grundlaget for det tidligt. Han har været bloddonor hele mit liv og inddrog mig i det. Min fødsel, altså den min mor havde, var voldsom og hun fik brug for blod. Det var bare ikke lige til i slutningen af 80’erne i Grønland. Hun fik blod og overlevede, men det var vigtigt for min far at give tilbage. Den følelse gav han videre til mig. Han forklarede mig, hvorfor det var vigtigt at der var blod i blodbanken. Fordi det kunne hjælpe andre mennesker ligesom det havde hjulpet min mor.

Min far tog mig også med til tapninger flere gange. Lille Nikoline var egentlig mest optaget af køleskabet med sodavand og juice og skålene med chips og rosiner. Men jeg fik også stillet det vigtige spørgsmål ”gør det ondt?” Han gav et svar, jeg selv giver til andre. Det gør ikke rigtig ondt, men det er heller ikke rart at blive trukket og få tappet blod. Det er dog det hele værd, fordi det hjælper.

Det vigtigste ved at han inddrog mig var, at det blev normalt. Det var ikke en stor ting at være bloddonor. Det var bare noget man gjorde en gang i mellem. Ligesom man går til tandlægen eller lægen. Eller fysioterapi eller psykolog (her).

Det er også sådan jeg har det i dag. Jeg bliver egentlig altid lidt fanget på det forkerte ben når blodbanken ringer. Den søde medarbejder fortæller at det er tid til tapning. Hun er også klar med alverdens muligheder mht. tid og sted. Alligevel har jeg tusind årsager til at jeg ikke lige kan den dag. Erfaring har dog lært mig, og sikkert hende, at jeg skal have planlagt en tid. Ellers glemmer jeg det indtil hun ringer igen.

Jeg vil også gerne have den tid. De er søde og effektive og det tager jo vitterligt kun 20 minutter at få tappet den mængde blod. De kan tidligt og sent på dagen og er bare så fleksible. Jeg er ikke en af dem, der har nået 100 tapninger. Jeg har nået over 10. I stedet for at slå mig selv i hovedet med at tallet kunne være højere, vil jeg bare gøre det bedre i fremtiden.

Nu er det et år siden Hjaltes fødsel (her) og det betyder min karantæne snart stopper. Det betyder også at jeg skal have en tid til tapning. Måske skulle jeg endda være proaktiv og ringe til dem for en gangs skyld. Jeg vil nemlig gerne lære Hjalte at det er det man gør. Man er bloddonor. Der er simpelthen ikke nogen gode grunde til ikke at være det.

En lille opdatering. Jeg endte med at gå spontant ind og spørge efter en tid. Det skete da Hjalte igen var indlagt på Rigshospitalet (her). Han var dog ret frisk og derfor brugte jeg 20 minutter på at få tappet blod inden jeg mødtes med ham og Nicolai. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *