Det personlige hjørne

Projektkøb som impulskøb

Det er næsten tre år siden vi købte vores lejlighed. Eller vores hul i jorden som vi kaldte det i lang tid. Vi havde kigget på bolig længe. Meget længe. Det er vildt hårdt at være på husjagt. Fordelen var at vi havde fået indsnævret, hvad vi ville have. Ulempen var, at vi havde fået nok. Vi havde simpelthen erkendt at vi ikke kunne få det vi ville have. Derfor ville vi blive i andelslejligheden i 1-2 år og så kigge igen. Alt var afvejet, undersøgt og dobbelttjekket, fordi jeg altså ikke laver impulskøb. 

Så blev vi tilbudt en andel. Rundt om hjørnet, stor og totalrenoveret. Vi sagde ja og så gik den alligevel til en person på en intern venteliste, vi ikke kendte til. Men nu var vi ligesom indstillet på at flytte. Samtidig havde det gjort os mere åbne for lejligheder, hvor vi ellers havde kigget på hus. 

Boliga var vores ven og vi søgte videre. Vores krav var: 4 værelser, min 110 m2, tæt på offentlig transport (helst metro eller s-tog), renoveret eller nybygget og under 3,5 millioner. De fleste af lejlighederne var fra før finanskrisen og havde én ting til fælles. Meget store, men med få værelser. 

En dag faldt jeg over noget nybyggeri. Et projektsalg. Og der var den. En lejlighed med perfekt planløsning, 111 m2 og ingen kommende renovering. Jeg fik hevet Nicolai med til åbent hus i Crowne Plaza. Vi så planløsninger, en figur over området, en bruser og ud af vinduet en byggeplads. 

Og så skrev vi under. Det var ikke meningen. Vi var forhåndsgodkendt fra banken, men det var også omkring så organiserede vi var. Men der var 14 dages fortrydelsesret og vi havde set nok til at vide at det var altså lejlighedEN. Da vi stod i elevatoren kiggede vi på hinanden og sagde “har vi lige købt en lejlighed?” Så grinte vi og var lidt rundtossede resten af dagen over vores impulskøb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *