parterapi
DET PERSONLIGE

Parterapi, sygdom og automatpilot

Nicolai og jeg har været i parterapi. Det synes jeg, er vigtigt at være åben overfor og omkring. For os handlede det om at være et par og være forældre. Endda forældre med sygdom inde på livet, hvor den der automatpilot kan slå til. Vi har en helt enkel regel. Når det bliver for meget som par, skal den ene bare sige ”parterapi”. Det eneste den anden kan svare er ”ja, hvornår?”

I slutningen af graviditeten fik jeg forhøjet blodtryk. Det gav alle mulige bekymringer. Så var der den mildest talt traumatiske fødsel (her) og så havde Hjalte også lige afvigende social kontakt (her). Det gav mig en efterfødselsreaktion og så blev han indlagt første gang. Anden gang. Tredje gang. Fjerde gang. Så gik jeg ned med flaget. Så gik vi i parterapi. Altså kort fortalt.

Vi ville gerne have et rum, hvor vi kunne arbejde med det der var sket. Nicolai og jeg er meget ens, men håndterer alligevel nogen ting forskelligt. Da Hjalte havde socialt afvigende kontakt gav det rod i kommunikationen da vi forholdte os til det på nærmest modsatrettede måder. Nicolai havde brug for at være positiv og sige det blev bedre. Jeg havde brug for at undersøge alternativer, muligheder, løsninger og snakke rigtig meget om det. Ingen af vores tilgange var bedre end den anden. Men de var forskellige og det gjorde det svært at være sammen om det.

Der var også mange overvejelser omkring vores hund Obelix. Helt ærligt gjorde det heller ikke hverdagen og især indlæggelserne lettere at have hund samtidig og han endte da også med en omplacering, hvor han i dag trives (her).

Vi har været pressede i vores første år som forældre. Vi havde et nemt barn, der spiste og sov godt. Det var derfor ikke hårdt at have barn. Men det var hårdt at være forældre. For mig var det overlevelse. Følelser blev pakket fint væk og i stedet sikrede jeg at alt det praktiske fungerede. Jeg tog ansvaret og opgaverne på mig. Det er det, jeg altid har gjort. Det er det jeg stadig ofte gør. Det kan være en kæmpe styrke på arbejdspladser og i pressede situationer. Det er simpelthen min automatpilot. Det mest skræmmende er bare, at jeg ikke opdager det, før jeg pludselig er ved at drukne. Jeg afviser hjælp, spørger bestemt ikke om hjælp og glemmer at kommunikere.

Så vi gik i parterapi for at bearbejde, hvad der var sket, og for at arbejde med gode rutiner i fremtiden. Vi arbejdede med automatpilot, ansvar og forventningsafstemning. Vi er ret fantastiske sammen og derfor gik vi ikke et længere forløb. Der er kommet opgavelister (her), torsdagsplanlægning (her) og fokus på usynlige opgaver (her) ud af det. Der er kommet bedre kommunikation og vi fik lige justeret forventningerne. Vi har altså været sammen i 10 år og planlægger mange flere år sammen. Men ligesom selvudvikling er vigtigt, er det lige så vigtigt at udvikle sig sammen og her havde vi lige brug for et par ture i parterapi.

_____________________________________________________________________________
Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily og Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *