Forældretanker

Pakkeliste til indlæggelse med barn

Nu har jeg flere gange stået om aftenen eller om natten med et feberramt barn. For os betyder feber en tur til børnemodtagelse hver gang og en indlæggelse og en pakkeliste.

Hvis et barn har feber kan man altid ringe til 1813. De hjælper og vejleder og afhængig af barnets alder og andre sygdomstegn skal man måske forbi børnemodtagelsen. Da Hjalte fik feber første gang var han under 3 måneder og det sender oftest en direkte til børnemodtagelsen. Da Hjalte nu er udredt og har forhøjet risiko for blæreinfektioner har vi en åben indlæggelse. Det betyder at vi ringer direkte til børnemodtagelsen og ikke skal gennem 1813,

Når Hjalte får feber, pakker jeg en taske. Det skyldes at vi endnu ikke er blevet sendt hjem uden en overnatning. Derfor vil jeg dele min pakkeliste her.

Jeg tager så vidt muligt ikke værdigenstande med. Det er forskelligt om der er aflåste skabe på gangen eller på stuen, men det bliver hurtigt besværligt. Jeg tager de vigtigste kort med i en kortholder, der ikke fylder meget. Smykker lader jeg blive hjemme medmindre det er fx vielsesring som jeg godt kan sove med.

Til voksne pakker jeg:

  • Pung/kortholder
  • Telefon
  • Oplader til telefon. Den ligger faktisk fast i toilettasken, så den aldrig bliver glemt.
  • Jeg sørger for at have et par bukser eller størmpebukser og løs nederdel på og pakke et par bukser. Undgå stramme bukser og overvej i stedet leggins, joggingbukser, strømpebukser eller pyjamasbukser. Hospitaler har sjældent bukser til voksne patienter, og derfor er de vigtige selv at medbringe.
  • Ekstra bluse og evt. en bluse at sove i. Hvidovre Hospital har ofte nogen skjorter og bluser man kan låne, hvilket jeg har brugt på uforberedte indlæggelser og når min egen var beskidt fx af gylp.
  • Varm bluse. Til at sidde stille, hvis det er en kold dag eller en hurtig tur udenfor hvis det er lunt i vejret. Helst en med lommer til telefon og pung.
  • Strømper og undertøj.
  • Nogen tager klipklappere eller sutsko med. Jeg sørger for at have et par sko på, som jeg kan bruge hele tiden og er hurtige at komme ind og ud af. Et par sneakers, hvor snørebåndet kan løsnes, men som stadig sidder behageligt fast på foden er gode.
  • Toilettasken, der udover oplader til telefon, indeholde en shampoo der også kan bruges som bodylotion, tandbørste og tandpasta. Alt andet er nice to have som make-up, hårprodukter og balsam. Ørepropper er gode, hvis man, som jeg, er lydfølsom omkring fx ventilationssystemer eller er på flermandsstue. Ammeindlæg er desuden essentielle, hvis man ammer.
  • Læbepomade. Denne står særskilt, da den er essentiel. Luften er dårlig på hospitaler og mine læber tørrer helt ud.
  • Vandfalske. Kan købes i en butik på hospitalet, men er god til sikre at man selv får drukket nok vand. Hospitalsglas er små og i stedet for at hælde vand op hele tiden kan du på den måde tømme en halv liter ad gangen.
  • Læsestof fx bøger eller blade. På svangreafsnittet har de en bogreol og et godt udvalg af blade. Gynækologisk har blade mens børneafdelingen ikke har meget voksenlæsestof. Det er dog muligt at gå til en anden afdeling og spørge om man må låne et par blade og derefter huske at returnere dem.

Til barn pakker jeg:

  • Babyalarm: Til de situationer, hvor Hjalte havde det bedre og kunne sove selv, men det betød at jeg var fanget på stuen. Babyalarmen gjorde at jeg kunne hente te og sidde og læse udenfor stuen.
  • Sutter og evt. en suttesnor. Sutter kan være helt uundværlige, men man kan tabe mange på hospitalsgulvet.
  • Babydyne. Det er risikabelt, da den kan blive lidt ulækker, men da Hjalte ser det som en tryghedsting er den et must.
  • Bamse eller tæppe. Det giver tryghed hjemmefra og vi havde bamser med og ALTID egen dyne.
  • Babylegetøj. Der er masser af legetøj til større børn, men til børn under 1 år er det begrænset. Derfor kan en bamse, tyggelegetøj el. lign. være rart. Rigshospitalet har mere end Hvidovre, men det er godt at have ekstra med.
  • Tæppe til babyer. Til børn er der vugger og tremmesenge. Hjalte var for stor til vuggen og skulle derfor sove i en tremmeseng. Den virkede meget stor og åben i forhold til egen seng med både sengerand og sengeslange. Jeg brugte et stort, strikket tæppe som vi havde brugt til svøb og rullede det sammen og lagde som en sengeslange. Det virkede til at give tryghed, at armene ramte det velkendte tæppe, når han strakte dem. Man kan også bruge en barnedyne eller en håndklæde og rulle stramt så det fungerer som sengeslange.
  • Eget tøj er ikke en nødvendighed. På barselsafsnittet brugte jeg det ikke rigtig, men på børneafdelingen synes jeg det var rart. Da Hjalte havde feber havde jeg lette, kortærmede bodyer med og langærmede til senere. Det giver lidt ekstra tøjvask derhjemme, men jeg synes også at eget tøj fik ham til at se mindre syg ud, hvilket var en rar følelse.
  • Olivy til at beskytte mod rød numse og der er ingen grund til at smide ekstra ting oveni en indlæggelse. En lille zinkcreme er også smart.

Pusletasken er altid god at have med. Jeg har ikke brugt den under indlæggelsen, men mens der ventes på børnemodtagelsen, kan den være nødvendig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *