Det personlige hjørne

Omplacering af hund del 3

Jeg har skrevet om omplaceringen af Obelix både baggrunden her, del1 og del2.

Kontakt og besøg: Denne her er virkelig svær. Oprindelig havde vi en forventning om, at vi kunne besøge Obelix. Ikke ofte, men måske bare en gang om året. Vi vendte det med Hundedamen, da det også ville være vildt hårdt for Obelix at se os igen. Vi talte meget om fejlsignaler fx hvordan Obelix ville være forvirret over, at vi var glade for at se ham, men alligevel kede af det. Det ville også være utroligt hårdt for os at se ham igen. Derfor har vi besluttet ikke at se ham. Jeg har stadig svært ved at forstå, at jeg aldrig skal se aller røre ham igen. Jeg kan på få sekunder genkalde mig følelsen af at nusse ham, og hvordan hans pels, ører og mave føles. Det her handler dog om Obelix’ behov, og han har brug for ro. Det får han bedst ved ikke at blive forstyrret af os, når han bor i sin nye familie. Heldigvis er hans nye familie rigtig sød, og vi får billeder og opdateringer.

I dag: Obelix har nu boet hos sin nye familie i 4 måneder. Han har det rigtig godt, og det er endt som en solstrålehistorie. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde at hverdagen er blevet lettere. Vi prøvede aldrig at koordinere aflevere og hente Hjalte med Obelix’ gåture. I mit hoved var det dog en situation, jeg havde det lidt svært med, fordi jeg følte, jeg skulle vælge mellem Hjaltes behov og Obelix’ behov. Det var nok lykkedes og det ved jeg, at det gør for rigtig mange familier. Det er også rart at kunne besøge familie og venner uden den bagkant, det er at gå tur med sin hund. Der er også ulemper. Jeg savner virkelig gåturene, selvom de var energikrævende. I 5 år har jeg startet næsten hver eneste dag med 30 minutters gåtur. Det var min måde at vågne, det strukturerede min dag og det var et rum til at tænke. Selvom vi prøver at gå ture og begge stadig cykler dagligt, mangler jeg gåturene. Vi skal jo ikke ud længere, men kan tage højde for vind, vejr og snottede næser.

De erfaringer vi gjorde os er selvfølgelig ikke universelle. Det afhænger af hunden, den nuværende familie og den nye. Det vigtigste er at hunden har det godt. Jeg synes, man skylder sin hund at undersøge alle muligheder. Hvis man ligesom os har brug for nogen friske øjne er der både hundetrænere, dyrlæger og internater, der kan hjælpe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *