Det personlige hjørne

Omplacering af hund del 1

I juni sagde vi farvel til Obelix (her). Der var nemlig tale om en omplacering af hund. Det var dog på en god måde, eller så god som muligt, situationen taget i betragtning.

Obelix blev nemlig omplaceret til en familie, der passer meget bedre til ham. Det var en lang proces, der indeholder både følelser af frihed, glæde, skyld, skam og lettelse. Undervejs gjorde jeg mig også nogen erfaringer, som jeg gerne vil dele. Jeg kender nemlig flere, der har valgt at omplacere deres hund efter de fik barn. For mig var det et kæmpe tabu at overveje omplacering. Obelix var jo vores barn, han var vores “førstekøbte” og skulle være en del af familien for evigt. Problemet var bare at Obelix ikke er til små børn. Obelix er virkelig heller ikke til at bo i en storby og alene af den grund kunne, måske endda burde, vi have overvejet genplacering tidligere.

Vurdering: Find en hundetræner, du stoler på og planlæg et forløb. For os var det Christin, der også er kendt som Hundedamen (her). Italesæt problemerne med hunden og arbejd intensivt med dem. Bed hundetræneren om hjælp til at vurdere omfang og muligheder. Hundedamen var ærlig og fortalte os at der var en chance for det kunne fungere, men fortalte også om, hvad det krævede. Beslutningen blev selvfølgelig truffet af os, ud fra at vi havde prøvet flere ting og flere år, og ikke mente, det var fair for ham og os at fortsætte. Hundetræneren kan også hjælpe med at sætte de rigtige kriterier op. Vi havde fx tænkt Obelix ikke kunne bo med en anden hund. Det vidste sig dog at Obelix netop har godt af at have lidt hundeselskab.

Find ny ejer: I vores oprindelige købskontrakt med Obelix, stod der at opdrætter skulle kontaktes ved omplacering. Derfor kontaktede vi opdrætter. Hun ville gerne tage ham midlertidigt, men kunne ikke have ham permanent. Vi blev sammen enige om, at det var bedre at han blev hos os til vi fandt en permanent familie. Obelix er en corgi, og det har sine fordele og ulemper. Fordelene er at der er dedikerede grupper for corgiinteresserede, hvor det var oplagt at søge efter en ny familie. Ulempen er at corgier er søde at se på og jeg fik ufattelig mange henvendelser fra folk, der på ingen måde var realistiske kommende ejere af Obelix. Der stod meget eksplicit at Obelix ikke skulle ud til små børn. Alligevel var der flere yngre par uden børn, der var interesseret. Dem takkede jeg nej tak til, da jeg havde en forventning om at de nok fik børn inden for Obelix’ levetid.

Forventningsafstemning: Det var rigtig vigtigt for os, at den nye familie vidste, hvad de gik ind til. Jeg kunne selvfølgelig godt via mail og telefon fortælle om Obelix. Dog vidste jeg også, at jeg ville sige “Obelix har det lidt svært med løbehjul, men han er jo fantastisk og elsker bare at blive nusset på maven.” Jeg indså hurtigt at, jeg simpelthen ikke kunne give et realistisk billede at Obelix’ udfordringer, fordi jeg jo hele tiden ville fortælle, hvor fantastisk han er. Derfor aftalte jeg med Hundedamen, at hun talte med familien. Det var en mindre udgift, der var rigtig godt givet ud. Der var to mål med samtalen. For det første kunne hun objektivt fortælle om Obelix’ styrker og svagheder. For det andet kunne hun fortælle os, om hun vurderede det som en god familie for Obelix.

Del2 kan læses her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *