Forældretanker

Nye sko og selvudvikling

Det her kan virke som barnemad. Det kan virke overdrevet, at jeg skriver det. Men for mig er det kæmpestort på flere måder. Hjalte har fået nye sko. Faktisk sit første par sko. Men det skete altså ikke helt som jeg havde planlagt. 

Min plan: børn skal ikke have sko før de kan gå et par skridt selv. Hjalte har lige lært at kravle. Derfor brugte han overtræksfutter, der var regntætte med tykke strømper under. Jeg ville bruge ualmindelig meget tid på at søge på anmeldelser af børnesko. En idyllisk lørdag eller søndag fyldt med tid og overskud ville vi tage en familieudflugt til Fields. Her ville Nicolai og jeg kigge på forskellige sko og Hjalte få målt sin fod. Til sidst ville Hjalte stå med sine perfekte, gennemtænkte nye sko. 

Hvad der skete: Det gik op for mig at overtræksfutter jo egentlig ikke er særlig varme. Selv med ekstra, tykke strømper. Derfor skulle vi købe sko i weekenden. Men efter at have hentet ham mandag og cyklet hjem, var Hjaltes fødder lidt kolde. Hjalte blev derfor skiftet fra cykel til klapvogn. Vi mødte Nicolai i Fields. En børnebolle til Hjalte, da han pga. rod i lure pga. vintertid ikke havde fået eftermiddagssnack. Op i Skoringen med en erkendelse af at 30 minutter senere skulle Hjalte have aftensmad. Fod målt. Forkaste alle prewalkers, da de ikke er varme nok. Forkaste et par rigtig fine par fra Ecco, da de havde lynlås og snørebånd. Hjalte havde allerede julelys i øjnene over alt den dimse- og duttetid, han kunne have med de snørebånd. Forkaste alle med for højt skaft efter dagplejemors ønske. Finde et par. Prøve. Købe. Spise aftensmad på Dalle Valle fordi det bliver ikke mere børnevenlig service. Hjem til grød, legetid og godnat kl. 19.10. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvilket mærke Hjaltes nye par sko er… 

Udover det lidt bittersøde ved at han er stor nok til at skulle have sko, var det et kæmpe skridt for mig at købe dem på den måde. Det er nemlig ikke mange år siden, at denne løsning ville være utænkeligt. Hvor en impulsiv beslutning, et pludseligt behov, kompromisser og afvigelser fra mine planer og forestillinger ville have givet noget nær et angstanfald. 

Bevares, jeg ville have pakket alle følelserne væk og købt skoene uden Hjalte opdagede det. Men jeg ville have været rystet hele aftenen, hvis ikke et par dage efter. Jeg ville være brugt på en anden måde. Fordi min forestilling om mig selv som koordineret, planlægningsmenneske og mor ville være rusket og rystet. 

Det får mig til at tænke på, hvor meget jeg elsker, der hvor jeg er i dag. At jeg impulsivt kan hive hele familien på shoppingtur. Vi spiste også ude uden hagesmæk eller drikkedunk, fordi det var mere praktisk end at tage hjem. Dalle Valle har små glas og Hjalte fik ikke spaghetti og kødsovs. Og da Hjalte var puttet slappede jeg af. Lige så meget som hvis vi havde været hjemme og spist rugbrød som planlagt. Det støttes af, at jeg også har det mest fantastiske barn, der tog det hele med et stort smil. Og en mand der var frisk på alle ændringer i går.

Hvorfor kan jeg de ting nu? Rigtig meget arbejde med mig selv. Rigtig meget arbejde med en dygtig psykolog (her). Rigtig meget arbejde med livet. Jeg bliver altså helt glad i maven over igår. Og jeg mener, jeg er rimelig sej!  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *