Det personlige hjørne

Mit første år som mor

Hjalte fylder 1 år i morgen og så er mit første år som mor officielt. Vi har holdt hans fødselsdag for familien i dag. Det var intet mindre end fantastisk! I morgen er stille og rolig med Nicolai, Hjalte og mig. Præcis som vi også ønsker det i fremtiden. 

Jeg skriver dette lørdag aften. For et år siden havde jeg veer. Det er omkring det tidspunkt, hvor jordemoderen afviste, det var veer. Fødslen er det vildeste, jeg har oplevet. Det gav mig den fantastiske gave, som Hjalte er. Af den grund er det den største ting, der er sket for mig. Desværre var det også så skadeligt at glæden over Hjalte drukner i det andet. Der er ting, jeg ikke har skrevet i fødselsberetningen. Oplevelser og minder, der har været halvt fortrængte. Som jeg stadig får flashbacks og angstanfald over. Jeg bearbejder dem med min psykolog. Jeg har lavet en formel klage over jordemoderen. Jeg prøver at finde mod til at ligge det op. Måske en dag.  

På trods af det, og at mit år som mor har været sindssygt, vildt og skørt, er Hjalte det mest fantastiske og inspirerende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg føler, det er en kliche at sige, at han inspirerer mig. Men det gør han. Hans sind, hans tilgang til verdenen. Hans dagplejemor kalder ham en cool baby og det kan jeg kun give hende ret i. 

Mest af alt inspirerer hans udvikling mig. Vi er milevidt fra dengang, vi havde en 30 minutters regel ved babygråd (her). Det har været en stor fornøjelse og glæde at se ham udvikle sig. Min favoritting er at ligge på gulvet med ham. Han kravler lidt op af mig, over mig og prøver at prikke mit øje ud. Men når han så har overskud, kravler han ud. Videre til den næste ting, der virker spændende. Jeg ser hvordan han den ene dag har lidt svært ved at komme op og sidde. Han får overbalance, vælter, græder og bliver trøstet. Efter lidt tid er han videre igen. Jeg ser, hvordan han bliver ved med at prøve. Nogen gange viser jeg, hvordan han skal gøre. Det har jeg gjort en hel del i mit første år so mor. Han prøver videre. Og pludselig en dag, er han blevet mere sikker. Sætter sig op uden problemer. 

Det har fascineret og glædet mig fra start af. Hvordan han som lille baby lå på puslebordet og fik øje på sin hånd. Hvordan jeg nærmest kunne se tandhjulene i hans hjerne køre, mens den forbandt følelsen af at lave en bevægelse med at hånden lavede bevægelsen. 

Tænk på alt det han har lært på et år! Alle de smage, farver, lyde, bevægelser, berøringer og sansebombardementer han har oplevet. Han har lært dem at kende, haft nederlag, blevet ved og til sidst sejret. Alle de følelser han har opdaget, gennemgået og bearbejdet. Det er ikke nødvendigvis en sejr at få kusinens farveblyanter. Men det er en sejr at oplevelse frustrationen, blive trøstet og få noget andet. Det er en sejr at kende følelsen og stadig være. 

Hjalte lærer alt. Han har ingen holdninger eller gør noget bevidst. Jo altså han kaster måske nok skeen bevidst. Men han gør det ikke for at være uartig eller svine mest muligt med grøden. Mit første år som mor til Hjalte har altså givet mig et andet perspektiv på det her liv. Når jeg tænker på alt det, han har opnået bliver jeg inspireret. Til selv at lære nye ting, prøve noget nyt, se noget nyt og simpelthen udfordre mig selv. Komme ud af denne her behagelige lille kasse, jeg har bygget. Kassen er min sikre havn og grunden til at det kan lade sig gøre for mig at gøre andre ting. Det her år som mor, har lært mig, hvor stabil min kasse er og at den godt kan rumme mere. 

Tak Hjalte for et år som din mor. Jeg glæder mig til ufattelig meget til de kommende! 


Min fødselsberetning kan forresten findes her. Selvom mit år som mor har været begivenhedsfuldt er det ikke lige så farligt som hvis man er mor i tv serier (her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *