Forældretanker

Mine råd til pårørende til syge børn

Efter den første indlæggelse med nyerbækkenbetændelse (her), havde Hjalte ikke længere problemer med den sociale kontakt. Det var fantastisk og han var og er stadig et barn i absolut trivsel. Det betød dog også, at jeg fik en ny type kommentarer især fra pårørende typisk:

  • Hvor meget Hjalte trives
  • Hvor forandret Hjalte er
  • Hvor anderledes Hjalte var, da han var syg.

Det er altid dejligt at høre andre bekræfte, at ens barn trives, er dejligt og har det godt. Jeg bliver bare alligevel så ærgerlig over deres kommentarer. Der er nemlig tale om personer og pårørende, der så ham da han var syg. Det er personer, der hørte mig fortælle om min bekymring og flere vidste også at sundhedsplejersken og psykologer var involveret.

Desværre oplevede jeg den samme reaktion fra, alle jeg fortalte om den afvigende sociale kontakt og mine bekymringer, mens det stod på. Reaktionen var altid at forsikre mig om, at der ikke var noget galt med Hjalte. Hjalte havde jo lige smilet til ham/hende eller haft øjenkontakt. Hjalte var sikkert bare lidt bagud og diverse historier om, hvordan de kendte eller havde hørt om børn, der bare tog det i eget tempo. Grundlæggende har tilgangen været, at det nok var intet, og jeg nok ikke skulle bekymre mig så meget. En veninde fortalte, at det var præcist det samme med sit barn i den alder. Hun havde lavet noter i en app og sad og ledte i den for at finde ud af, hvornår hendes barn var begyndt på øjenkontakt. Der var en akavet stilhed, da hun opdagede i sine noter, at hun faktisk ikke havde været i samme situation. Dagene flyver og det er så let at glemme, hvornår ens eget barn gjorde dit og dat.

Det var en god strategi, da jeg selv var bekymret i starten. Men efterhånden som fagpersoner blev involveret og bekræftede bekymringer, gjorde kommentarerne fra pårørende mig bare usikker og ensom. Jeg blev pludselig usikker på om fagpersonerne havde ret. Da jeg egentlig var enig i fagpersonernes vurdering, blev jeg derfor også usikker på min egen vurdering og føling med Hjalte. Jeg følte som en pylremor.

Det var virkelig ikke gode følelser at have oveni i min eksisterende usikkerhed, magtesløshed og efterfødselsreaktion. Det betød at jeg holdt op med at fortælle om hans afvigende sociale kontakt. Jeg følte mig utrolig ensom gennem udredningsforløbet.

Der var ingen pårørende, der mente noget ondt og jeg er helt sikker på at alle forsøgte at hjælpe ved at berolige mig. Jeg er også helt sikker på at dem, der nu kommenterer på Hjaltes kontakt, kun mener det godt. Det er også helt sikkert at jeg selv har opført mig lige sådan overfor venner og familie i lignende situationer. Dog har jeg tænkt meget over, hvilken reaktion jeg havde brug for i sin tid og samlet det her:

  • Anerkend bekymringen. Tag bekymringen seriøst og alvorligt. Spørg fx ind til, hvad der er årsag til bekymringen og husk at lytte.
  • Spørg ind til, hvad fagpersonerne siger. Hvis der er fagpersoner involveret som læger, sundhedsplejerske, psykologer, lærere, pædagoger mv. kan der spørges ind til, hvad de har sagt. Der må selvfølgelig gerne stilles kritiske spørgsmål, men for mig var respekten for fagpersonerne helt essentiel i den sårbare situation, jeg var i. Det var dem jeg satte min lid til og dem, jeg søgte råd hos.
  • Spørg ind til næste skridt. Hvad skal der ske nu? Hvad har fagpersonerne givet af råd nu? Om 6 måneder?
  • Den allervigtigste er den sværeste. Spørg hvordan moren/faren har det. Lad hende tale om, hvad der bekymrer og hvorfor det er vigtigt. Spørg også gerne ind til hvordan det går som par eller om der er andre personer, der kan hjælpe/støtte (selvfølgelig afhængig af relationen)

Billedet er fra dengang Hjalte primært sov mave mod mave ved mig. Jeg var rimelig bundet i den stilling i et par timer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *