Forældretanker

Mine erfaringer med drop og babyer

Jeg har skrevet en del om Hjaltes indlæggelser i forbindelse med nyrebækkenbetændelse og blærebetændelse. Der er dog et punkt, jeg føler kan beskrives mere. Ved den første indlæggelse fik Hjaltes lagt drop, også kendt som venflon, pvk eller ivk, flere gange. Typisk ligger sygeplejerskerne venflon, eller jordmødrene under fødsel, men ved børn er det lægerne. Under indlæggelser og ved undersøgelser har vi samlet en del erfaring med drop og babyer. Ved babyer er der en risiko for at åren kollapser og generelt er det bare mere besværligt på så små størrelser. Når åren kollapser, skal der nemlig ligges et nyt drop.

Ved Hjalte lagde de først en drop i hånden, der faldt ud efter få timer. De stak så forgæves i den anden hånd og i en fod. Den sidste fod lykkedes, men igen holdt den kun få timer. Når der først er stykket i en åre, skal der gå et vist stykke tid, før den må bruges igen. Lægerne og sygeplejerne havde derfor forberedt mig på, at de havde et godt øje til de meget fine og tydelige årer i hans hoved.

Til sidst blev der lagt drop i hovedet sent en fredag, der bedst kan beskrives som en møgdag (her). Det drop var dog det mest positive, der kunne være sket. Jeg havde fået beskrevet at drop og babyer i hovedet var besværlig, fordi den beskyttes af en bandage, der rulles rundt om hovedet og minder om et svedbånd fra 80’erne. Det falder typisk også ned i øjnene hele tiden til stor irritation for barn og forældre. Heldigvis for os var det en læge med erfaring fra Odense Universitetshospital, der lagde den. På Odense Universitetshospital bruger de nemlig en anden teknik. Droppet er den samme, men den beskyttes af et medicinglas, der deles i to og fores med tape. Det beskytter så selve droppet og dækkes at en nethandske, som der også bruges til voksne. Nethandsken klippes dog op så den ligner en lille hue.

Der er muligvis en masse medicinske grunde for og imod, men som mor er min erfaring, at det er genialt når det kommer til drop og babyer. Ved Hjaltes anden indlæggelse lagde de drop, hvor den blev pakket ind som et svedbånd. Hjalte blev, som forventet, rasende hver gang den røg i øjnene, den skulle ligges om hele tiden og den var mere sart for tryk og ryk. Nu skal man selvfølgelig ikke rykke rundt på den, men da han blev ammet, fik sonde og flaske var lidt rykken rundt uundgåeligt. Min oplevelse var, at droppet var mere beskyttet under det halve medicinglas. Det var også lettere og hurtigere ved medicintid, da sygeplejersken lettere kunne tjekke at medicin løb ind som den skulle. Ved svedbåndet skulle alt af og på igen. Med medicinglasset kunne de bare lette lidt på den lille hat og tjekke.

Ved Hjaltes første indlæggelse holdt venflonen 4 dage, hvilket er meget på så lille et barn. Ved hans anden indlæggelse blev den taget ud efter 1 døgn. Da de skulle ligge venflon bad jeg om at den blev lagt i hovedet, men det kunne lægen på vagt ikke og derfor blev det turban. Den faldt ud og jeg var meget begejstret over at lægen fra første gang stadig var der og lagde en med medicinglasset som beskyttelse. Teknikken ikke helt havde slået igennem på Hvidovre Hospital, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt. Mit indtryk er at det er svært at få nye processer på hospitalerne. Det giver god mening, da der er meget på spil, men jeg håber der måske kan komme lidt mere fokus på fx teknikken med drop og babyer, hvor det ligges i hovedet.

Samlet er mine erfaringer er at drop i hovedet:

  • er ret smart. Babyer har t-rex arme så de kan ikke nå den og pille ved den
  • giver flere bekymrede blikke fra andre, da det ser lidt voldsomt ud
  • kan virke mere sårbart og derfor ønskede jeg ikke at tage hjem mellem medicintider. Det gjorde vi ved tredje indlæggelse, hvor droppet var i hånden.
  • kan sidde rigtig godt med den rigtige teknik og være meget lidt forstyrrende

 

Har du læst mine råd til pårørende til forældre med syge børn her? eller mine tanker og følelser efter Hjaltes anden indlæggelse her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *