Forældretanker

Jeg føler mig snydt for babytiden

Et lille skuffeskriv fra Hjalte var 5 måneder. Da Hjalte var 4 måneder overgik han til sutteflaske. Det var en lettelse og en sorg at skulle stoppe med amningen, der fyldte så meget i babytiden. Jeg skrev dette umiddelbart efter.

Forleden var jeg sammen med en kvinde og hendes fantastiske baby på 7 uger i vores bonusbarselsgruppe. Mens vi var sammen skulle hun amme ham, og det var så fantastisk stjæle små blikke af deres kontakt under amningen. Den kommunikation de havde med ansigtsmimik, lyde og øjenkontakt var for mig helt speciel at se. Der var en tilstedeværelse fra både mor og barns vedkommende, der gjorde, at jeg kunne mærke deres bånd med det samme. Det mindede mig om billede af min mor, der ammer mig. Det er netop den kontakt og oplevelse på billedet som jeg, lidt naivt måske, forventede at få.

Jeg tænkte meget over det efterfølgende og kan mærke, at jeg er misundelig, og føler mig snydt for babytiden. Amningen af Hjalte har været en følelsesladet og blandet oplevelse. Mange kvinder kæmper med fysiske udfordringer med amning, hvilket jeg heldigvis blev skånet for. Hjalte havde perfekt teknik fra første gang han blev lagt til, og jeg har aldrig haft brystbetændelse, tilstoppede mælkegange, sår eller andre fysiske problemer med amningen.

Psykisk har ammeforløbet dog været hårdere end jeg forventede. Til at starte med skulle jeg kæmpe for at være ordentlig tilstede, mens jeg bearbejdede optakten til fødslen og selve fødslen (her, her og her). Efterfølgende var hver amning en stor blanding af følelser. Det var fantastisk at have den tætte fysiske kontakt med Hjalte. Det var dejligt at have det enkle og sikre i altid at kunne amme og mætte ham, når behovet opstod. Det var specielt at føle, hvordan jeg var uundværlig, og hvordan han tydeligt fandt tryghed i amningen. Det var også fyldt med sorg, når han gang efter gang lå og stirrede direkte ind i mit bryst og undgik øjenkontakt. Jeg havde også mange tvivl og frustrationer forbundet med de grådture, han også startede så snart amningen var overstået. Babytiden, der skulle være så sød, var ikke som jeg forventede.

Da Hjalte blev rask efter nyrebækkenbetændelse (her), havde han gange, hvor der var øjenkontakt og han smilede til mig. Det er dog aldrig blevet en fast del af vores amning. Det føles som om han har fået en vane for, hvordan han skal ammes og den holder han sig altså ret konsekvent til. Der dog sjældne gange, hvor det går op for ham, at han kan gøre andre ting under amningen fx se på mig eller smile til mig. Jeg er blevet så lykkelig, hver gang vi har haft den kontakt under amning, og føler mig snydt for den, i de to måneder han var syg. Og egentlig også efterfølgende. Den er jo en stor del af oplevelsen med at amme og det kommer ikke til at ske. Jeg er så ærgerlig over at være gået glip af alle de øjeblikke i babytiden som jeg tog for givet ville være en del af amningen. Hjalte er glad, tryg, griner, pludrer, smiler, kigger og lader ikke til at være påvirket af sin hårde start. Han udvikler sig dagligt, men sorgen over hvad vi gik glip af, vil nok være hos mig i lang tid. Selvom jeg altid var åben for flaske, var den tætte kontakt netop et af ”salgsargumenterne” for amning og en ting, jeg aldrig havde forestillet mig skulle udeblive.

Jeg har givet Hjalte flaske et par gange og der har han øjenkontakt, laver tilfredse lyde og griber om flasken. Det er så hyggeligt, og jeg spekulerer på om det alligevel havde været bedre at give ham flaske tidligere fx efter nytår og indlæggelse (her). Der er så forbandet mange følelser, forventninger og pres forbundet med noget der i virkeligheden er meget enkelt; Barnet skal have næring og mor og barn skal være glade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *