Det personlige hjørne

Jeg er et mælkebøttebarn

Det her er et af de mere personlige indlæg. Det kan jo næppe passe, når jeg har skrevet både om fødsel (her), efterfødselsreaktioner (her) og at være mor til at barn, der er ind og ud af sygehuset (her). Alligevel handlede det om mig, Hjalte og til dels Nicolai. Den eneste, der med rette kunne have en mening var Nicolai og han var indforstået med det.
Det her emne er der nok flere, der kan eller vil have en mening om. De er ikke blevet spurgt på forhånd og der er også nogen, der er lodret uenige.

Jeg er et mælkebøttebarn. I starten strittede jeg imod. Jeg ville ikke være sådan en, men bare være sådan en med en helt almindelig barndom. Det at være normal og almindeligt var meget vigtigt for mig. Det er ord, jeg har googlet utallige gange gennem årene og efterhånden er der kommet mere og mere litteratur om det. Altså både det normale og mælkebøttebørn. Det er endda kommet i den danske ordbog, hvor det defineres (her):

mælkebøttebørn, børn, der udvikler en særlig modstandskraft (resiliens) og derfor klarer sig godt på trods af opvækst i belastende og risikofyldte miljøer.

I sin tid fik jeg en definition med andre ord. Mælkebøttebørn er voksne, der har opnået ting på trods af deres barndom. Nærmest uanset hvad man gør for at komme mælkebøtter til livs, så overlever de, trives, har spiselige blade, blomstrer og spreder sig. Det er sådan det er med mælkebøttebørn for mig. Uanset hvad der skete i min barndom og ungdom, har det ikke fået mig ned med nakken.

Det betyder ikke at jeg er sluppet helskindet igennem. Jeg er ikke perfekt og har ikke haft otte forskellige psykologer for sjov (her). Der er ting, jeg har arbejdet med, ligesom der er mønstre, som jeg altid skal være opmærksom på. Men jeg har opnået meget og meget mere end det lå i kortene eller statistikkerne. Måske endda meget mere end jeg selv troede.

Det største jeg har opnået er, at jeg er lykkelig. Jeg føler mig tryg, er glad og jeg har en indre og ydre ro. Det giver også en følelse af taknemmelighed. Lykke og taknemmelighed over at jeg har Hjalte, Nicolai, gode venner, styr på økonomien, ro på jobsituationen, overskud, hobby og interesser og et hjem. Jeg har styr på min base og det er bestemt ikke noget, jeg tager for givet. Jeg har også fået ryddet op, sat grænser og taget hårde beslutninger, der gør at jeg ikke længere på daglig basis kun skal overleve, men kan leve livet i stedet.

Jeg er mælkebøttebarn. Og jeg er stolt af det. Det betyder, at jeg er ekstra sej og kan noget ekstra. Det har været en fordel det seneste år, men har også været en kamp det meste af mit liv. Det har krævet meget arbejde med mig selv, mange tårer, mange frustrationer og meget sorg. Det stopper aldrig, men jeg er et sted, hvor jeg kan mærke, at det er blevet lettere. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *