Forældretanker

Ingen øjenkontakt med baby

Da Hjalte var 8 uger kom sundhedsplejersken igen på besøg. Siden det sidste besøg, var min mistanke om at der var noget galt kun blevet større.  Måske havde han dårligt syn? Der var ihvertfald ingen øjenkontakt med ham. Jeg oplevede, at han havde bedst kontakt, når jeg var på afstand fx på puslebordet. han kiggede dog væk når jeg kom tæt på fx hvis han lå på mine ben eller i mine arme. Hjalte græd så snart han blev lagt der. Det var svært at forklare til venner og familie, hvor dejlig hab var og hvor meget de gerne måtte holde ham, men at det helst skulle ske ved, at han lå på sofaen ved siden af dem. Hvis de gjorde det, fik de lidt smil og pludren. Hvis han blev taget op og holdt i favnen, kiggede han væk eller græd. Hjaltes glimt med kontakt kom ofte, når der var andre, og derfor mente de færreste er at der var noget galt.

Nicolai og jeg talte meget om det og mente, at det at han havde ingen øjenkontakt,måske skyldtes at han var overstimuleret. Jeg satte derfor dage ind i kalenderen, hvor vi ikke havde nogen aftaler. Håbet var, at han ville have lettere ved at falde til ro om eftermiddagen og aftenen. han sov stadig godt om natten, men blev sværere og sværere at putte om aftenen selvom vi fulgte putterutinen. I forhold til mange af de puttehistorier vi hørte, var han dog en drøm og vi tænkte derfor ikke videre over det. Når Hjalte blev lagt ned til liggende amning, græd han så meget, at han ikke kunne ammes og i stedet blev han nu ammet sidende. han faldt i søvn under amningen, men vågnede og græd så snart han forlod min favn. Hjalte blev taget op og der blev vugget og sunget til han sov igen. Efterhånden blev vi nød til at gå op og ned af gangen med lyset slukket i hele lejligheden før han faldt i søvn. Du vågnede så igen og vi gentog seancen. Det kunne tage op til 2 timer hver aften. Typisk gik jeg i bad efter han vågnede første gang. Imens gik Nicolai gik rundt med ham grædende. Jeg fik en pause i badet og kunne næsten ikke høre ham under bruseren. Det var overlevelse. 

Ved besøget bekræftede sundhedsplejersken dog at der var et eller andet og helt klart ingen øjenkontakt. Hjalte havde afvigende social kontakt. Hun var meget diplomatisk om at ingen diagnose kunne stilles før han var minimum 2 år. Sundhedsplejerskens vurdering var over 5 i ADBB teste, hvilket gav grundlag for bekymring. Da vi bor i Københavns Kommune blev vi tilbudt deltagelse i CIMHP – Copenhagen Infant Mental Health Project. I første omgang ville en psykolog komme ud og tale med os og vurdere Hjalte. Hvis hun kom til samme konklusion som sundhedsplejersken, ville vi blive tilbudt at deltage i projektet. Det bestod af Tryghedscirklen, hvilket virkede diffust ud fra beskrivelsen. Vi havde intet at tabe og var efterhånden ret bekymrede. Derfor takkede vi jo og ventede nu et opkald fra CIMHP ang.

Jeg synes det var rigtig hårdt. Vi var nu i starten af december og jeg synes til tider det virkede håbløst. Det at der var ingen øjenkontakt var utrolig demotiverende for min kontakt med Hjalte. Jeg begravede mig i serier, når han sov og fik mindre og mindre overskud. Jeg forklarede Nicolai, at hver gang han smilede eller kiggede på mig gav det 10% energi. Når jeg tog søvnunderskud og alle de gange Hjalte kiggede væk fra mig eller græd hos mig, gav det et voldsomt minus regnskab. Tanken om at være i det og have det sådan uden klarhed eller redskaber, før han var 2 år, var uoverskuelig. Jeg skrev til min psykolog for at få en tid i januar, da jeg kunne se at jeg havde brug for redskaber og støtte til at håndtere situationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *