Det personlige hjørne,  Forældretanker

Indlæggelser, operation og arbejde

Jeg har tidligere skrevet om indlæggelser og barsel (her), men hvad med arbejdet? Der har jo hele tiden været en af os på arbejde når Hjalte var indlagt. Samtidig var jeg under den 5. indlæggelse meget bevidst om, at vi næste gang begge ville være på arbejde. Og hvad gør man så?


Under Hjaltes indlæggelser har jeg mødt og talt med rigtig mange super seje forældre. Vi har udvekslet historier og erfaringer, hvilket har været rigtig rart i en situation, der ellers bare ikke særlig fantastisk. Jeg har derfor hørt mange historier om, hvordan andre har balanceret arbejde og hospitalsindlæggelser.

Hjaltes seneste indlæggelser var i slutningen af juli. Det var tredje indlæggelse på tre måneder og vi var alle ved at være lidt trætte af usikkerhed og hospitaler. Jeg var meget bekymret for at ved en indlæggelse i august, ville barslen være slut. Samtidig var vi bekymret for om de her ture til hospitalet ville fortsætte med de intervaller. 7-9-13 har han ikke været indlagt siden. Hjalte har dog stadig åben indlæggelse pga. forhøjet risiko for nyrebækkenbetændelse og følges på Rigshospitalet.
Lad mig starte jeg at slå to ting fast. Jeg var meget frustreret, da jeg følte vi befandt os i en gråzone. Jeg har fået et ekstra niveau af værdsættelse for gode arbejdspladser, da man virkelig er afhængig af en god dialog.
Alle situationer er forskellige og mange hospitaler har socialrådgivere tilknyttet, der kan hjælpe og vejlede. Jeg vil altid anbefale at tage kontakt til dem.

Hvis ens barn er handicappet eller alvorligt, typisk kronisk, sygt, kan man måske få dagpenge. Det er en længere proces og kræver for det første, at barnet har været indlagt minimum 12 sammenhængende dage. Hjalte har sneget sig op på 11 dage en gang. Han er heller ikke alvorligt eller kronisk syg. Jeg var virkelig ked af da jeg lærte de her regler at kende. Simpelthen fordi det virkede så uoverskueligt. Min hjerne fik hurtigt et overblik over at alle vores feriedage potentielt ville foregå på sygehuset. Samtidig var jeg også bekymret for, hvordan arbejdspladsen ville tage det, hvis jeg hele tiden skulle have barn syg eller holde ferie i tide og utide pga. indlæggelser.
Jeg spurgte i forskellige fora og kan se at flere forældre står i den situation. Det er det samme, hvis ens barn skal opereres, men være i hjemme efterfølgende. Der skal bruges af ferie, omsorgsdage, afspadsering og hvad man ellers har på arbejdspladsen. Det er ekstra frustrerende i de situationer, fordi barns sygedage typisk ikke kan bruges på planlagt ting som operationer. Der er også situationer, hvor forældrene påvirkes psykisk i en sådan grad at de selv må sygemelde sig, men det er jo heller ikke et godt scenarium for forældre, barn eller arbejdsplads.

Vi fik det til at fungere. Når Hjalte har været indlagt, har den, der ikke var på barsel, typisk taget en barns sygedag. Det er der delte meninger om man kan, når den anden er på barsel. Men her drejer det sig altså ikke om en snottet næse. Det drejer sig om at have brugt hele aftenen og natten på sygehuset. Det kan være medicinen ikke er startet op endnu, og det er bare så rart at være to i de situationer. Det er heller ikke en mulighed at få bedstemor eller barnepige til at sidde på børneafdelingen med barnet. Der skal træffes beslutninger og forældre vil og skal være der under indlæggelser. Efter det første døgn har vi brugt halve dage, afspadsering og hjemmearbejde for at få det til at hænge sammen. Vi har af gode grunde i prøvet det endnu, mens vi begge arbejder. Jeg frygter lidt, hvis det bliver nødvendigt at bruge en uge derinde igen. Især fordi det har været en kæmpe støtte at vi kunne være der så meget begge. Vi kunne være der sammen og skiftes til at tage hjem og sove. Det gjorde det hele mere tåleligt.

Det er så ærgerligt, at systemet er sat op så syge børn som Hjalte er en gråzone. For syg til at det falder ind under barns sygedag og for rask til at få tabt arbejdsfortjeneste. Samtidig er og bliver aldrig ferie at sidde på børneafdelingen med sit syge barn. Man har også stadig brug for ferie, og måske endda ekstra brug for den, når ens barn har været eller er sygt. Sygdomsforløb, udredelser, usikkerheden, søvnmangel og navigationen i sundhedsvæsenet tager ufattelig meget tid og energi.  

På borger.dk kan man læse en vejledning her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *