Forældretanker

Igangsættelse alene

En uges tid efter jeg blev indlagt (her), var jeg på Hvidovre Hospital for at få tjekket blodtryk, taget blodprøver og få dig vægtscannet. Vi havde også en samtale med en overlæge ang. dato for igangsættelse.

Kommunikationsniveauet- og formen blandt læger har været en kilde til undren og morskab flere gange. Overlægen havde en monolog om, hvor mange piller, jeg skulle have, om det gav mening at give mig en recept eller om han skulle finde dem og hvor de var. Til sidst i monologen sagde han henkastet at jeg min igangsættelse skulle være den følgende fredag. Og så forlod han lokalet for at hente pillerne. Nicolai og jeg sad og kiggede på hinanden i chok og glæde og måtte forsikre hinanden om, at vi havde forstået det korrekt. Overlægen kom tilbage og her forklarede han, hvordan Hjalte på det tidspunkt ville være til termin, havde en god størrelse og jeg var i risikozonen for svangerskabsforgiftning. Det var første gang vi fik af vide at igangsættelse skulle ske inden terminsdatoen. Både Nicolai og jeg havde forberedt os på en igangsættelse omkring terminsdatoen, og vi vidste at jeg ikke måtte gå over termin.

Grundet mit blodtryk skulle jeg også have igangsættelse under indlæggelse. Jeg kunne ikke tage pillerne i ro og mag derhjemme og tage ind til tjek. Jeg talte med fødegangen, der var lidt undrende over at jeg skulle sættes en gang en fredag, da det var upraktisk grundet bemanding. Det var dog besluttet af overlægen og derfor blev det den dag.

Nicolai og jeg mødte ind fredag morgen og jeg fik den første pille. Vi gik en tur i haven og det var lækkert solskinsvejr. Vi hyggede os og grinte af at hver gang det var solskinsvejr, blev jeg indlagt. Ved indlæggelse var jordemoderen meget tydelig om mine chancer for at pillerne ville virke. Som førstegangsfødende med 2 uger til termin, ville pillerne nok ikke have den store effekt. Hun fortalte med det samme, hvad næste skridt ville være om mandagen og håbede jeg havde taget nok læsestof med. Jeg manglede sidste halvdel af en bog og så frem til at læse den færdig, mens jeg ventede på Hjaltes ankomst. Ved morgenens prøve havde jeg også haft protein i urinen og havde derfor udviklet svangerskabsforgiftning.

Kl. 16 tog Nicolai hjem for at lufte Obelix og få en god nats søvn. Da lægerne og jordemødrene ikke mente der ville ske noget, var planen at Nicolai skulle aflevere Obelix hos venner dagen efter på vej til hospitalet. Jeg lagde mig til rette med min bog og en kop te. Efter aftensmad fortalte jeg en jordemoder, at jeg havde mange plukkeveer og de tiltog. Hun kørte en strimmel, der viste at Hjalte havde stærk hjertelyd, og der var lidt veer. Hun instruerede mig i at slappe af, da der ikke ville ske mere. Et par timer senere var veerne så slemme, at jeg ikke kunne ligge ned. Jordemoderen insisterede stadig på, at jeg burde få noget søvn, det var også bedst for mit blodtryk. Så snart hun var ude af lokalet stillede jeg mig op af væggen, da det var helt ulideligt at ligge ned. Jeg var ked af det og vred, fordi jeg netop havde frygtet at stå i en situation med smerter helt alene uden Nicolai som støtte. Jordemoderen sagde, jeg ikke skulle ringe efter ham. Da jeg ikke ville gå i fødsel og besøgstiden alligevel snart sluttede skulle jeg i stedet få noget søvn.

Da min barsel startede gik jeg i panik, hvilket du kan læse om her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *