Det personlige hjørne,  Forældretanker

Hvordan jeg (genop)trænede Hjaltes øjenkontakt

Der er én ting alle tekster om øjenkontakt og børn lader til at være enige om. Man skal ikke træne øjenkontakt med børn. I stedet skal kontakten komme gradvist i barnets tempo. Det er også vigtigt, at når barnet siger fra ved fx at vende hovedet væk, skal den voksne respektere det. I Tryghedscirklen lærte jeg om forskellige typer kontakt (her), men øjenkontakten var stadig meget vigtigt.

Det er jo alt sammen meget godt, men hvad gør man når barnet ikke tager øjenkontakt, men i stedet hele tiden vender hovedet væk?

I starten respekterede jeg det og gjorde ikke yderligere. Jeg lod Hjalte se ud af vinduet, kigge på lys og sad i stedet og talte til ham. Da sundhedsplejersken bekræftede at den sociale kontakt var afvigende, skiftede jeg dog taktik. Hjaltes vågne perioder var korte og når vi var ovre amning, ligge (kort) på maven og blive skiftet var han klar til at amme igen og sove videre. Øjeblikkene med overskud og kontakt var meget korte. Derfor skulle de øjeblikke udnyttes optimalt, men uden at tvinge ham. Der var ingen uro over puslepladsen eller sengen, da det ville distrahere ham fra kontakten med mig. Han lå heller ikke under et aktivitetsstativ.

Hjalte ville gerne kigge på alt andet end mig. Derfor blokerede jeg hans synsvidde på ting. Den instagramvenlige elefant, der er designet til mavetræning, blev i stedet brugt som blokade. Jeg lagde ham på et tæppe på spisebordet og lagde elefanten mellem ham og vinduet og dets spændende lys. Til hans anden side lagde jeg en anden bamse eller hans Bobles elefant. Jeg tvang aldrig Hjalte til at kigge på mig,  men jeg gjorde det ualmindeligt uinteressant at kigge andre steder hen.

I lang tid havde jeg mistænkt hans syn for at spille ind. Han havde bedst øjenkontakt på afstand typisk en armslængde. Når han lå på maven så han lige igennem mig, hvis jeg satte mig på hug foran puslepuden. Hvis jeg satte mig på hug et stykke væk fik han øje på mig og var lidt bedre. Det udnyttede jeg, så han ikke blev presset til kontakt, men sikrede at kontakten skete fra en afstand Hjalte kunne rumme (her).

Da han blev rask, blev Hjaltes kontakt markant bedre. Selvom der skete en mærkbar ændring efter udskrivelsen, var det stadig som om at han var lidt i sin egen verden. Det var som han ikke så alt det omkring sig. Langsomt gik det op for Hjalte, at der var interessante ting tæt på, når han lå på maven. Stillingen, hvor han lå med hovedet på mine knæ, numsen mod min mave og benene op af mig hadede han. Hjalte græd faktisk så snart han blev lagt der. Da han blev rask accepterede han at ligge der og jeg begyndte på det. Stille og roligt begyndte jeg at bruge mine hænder til at blokere udsigten til siderne, så mit ansigt var det mest interessante at se på. Jeg brugte også ammepuden til at ligge ham på, da han så ikke kunne dreje hovedet lige så meget væk. Han kunne altså bryde øjenkontakten og vende lidt væk, men ikke helt til siden. Ammepuden blev også brugt når han lå på sofaen, fordi han blev motiveret til at se på mig i stedet for at vende hovedet væk.

Jeg er godt klar over dette ikke er standard tilgangen til øjenkontakt med en baby. For os virkede det, men det var vigtigt at give ham pauser. I de stillinger, hvor Hjalte ikke kunne vende hovedet væk, var jeg meget opmærksom på at trække mig ved at kigge væk, når hans øjne kiggede væk. Det var også vigtigt at tage det stille og roligt i barnets tempo. Da han var syg var det få minutter og fra han blev rask blev det længere og længere hver gang.

Da Hjalte blev rask betragtede, jeg det som genoptræning. Jeg så det som at motivere og hjælpe ham til at udforske verdenen. Hjalte var vant til at se langt og det virkede som en vane for ham. Derfor var fokus at få ham til at se, hvad der ellers var af spændende ting tættere på. Dog hele tiden i hans tempo og gradvist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *