Forældretanker

Hvad jeg fik ud af Tryghedscirklen

Det er meget individuelt, hvad man får ud af et forløb som Tryghedscirklen. Jeg vil gerne fortælle, hvad jeg og hvad vi som par fik ud af det. Jeg ønsker ikke at beskrive for specifikke metoder mv. da eventuelle andre deltagere skal have mulighed for at bevare et åbent sind. Udover alt det nedenstående fik jeg anledning til at opfylde barselsklicheen og købe chai latte på vej til Tryghedscirklen i regnvejr af flere omgange.

Tryghedscirklen gav mig mulighed for at reflektere over min familiemæssige baggrund og hvilken betydning, det har for mig som forælder. Det er ikke helt nyt for mig, og der kom således ikke voldsomme overraskelser.

Din far og jeg fik endnu et fælles sprog og en skærpet forståelse af vores rolle som forældre gennem Tryghedscirklen. Ved at tale ud fra videoklip i gruppen og hjemme, havde vi noget konkret at tale ud fra.

Tryghedscirklen hedder således, da den bruger en bestemt teori/tilgang, der også hedder tryghedscirklen, til at forklare relationer og reaktionsmønstre. Tryghedscirklen er dermed et redskab, vi kan bruge i hverdagen nu og her og i fremtiden til at tale om relationer og reaktioner. På den måde blev forløbet i høj grad et redskab til at styrke vores parforhold og bånd som forældre. Selvom jeg ikke oplevede at vi havde problemer, mener jeg stadig at det er ekstremt vigtigt at vi deltog og fik den forståelse sammen. At blive forældre er hårdt for parforhold, da der er tale om en kæmpe omvæltning og det er ikke en underdrivelse at sige at alt ændres.

Det gav et fælles sprog som vi bruger næsten dagligt. Vi kommer også til at bruge det i fremtiden. Vi har et fælles udgangspunkt i vores tilgang til Hjalte. I forvejen havde vi haft mange snakke, kompromiser, overvejelser og refleksioner om opdragelse og fremtid. Men Tryghedscirklen var et godt sted at uddybe det. Det gav også mulighed for at koble det til min egen barndom. Den del kan være hård, men da jeg allerede har været hos psykolog, var der ikke de vilde chok.

Nu er jeg også fagnørd og Tryghedscirklen og CIMHP overlapper med min uddannelse som cand. mag. i pædagogik, min personlige erfaring med flere psykologer og min professionelle erfaring og interesse i mødefacilitering og kommunikation. Her kan jeg kun sige positive ting om de to psykologer, der ledede forløbet. At se deres samarbejde indbyrdes og fantastiske føling med gruppen mht. taletid, emneskift og opgaven at rumme afstikkere og samtidig holde fokus var intet mindre end en fænomenal oplevelse. Grundet tavshedspligt kan jeg ikke give konkrete eksempler, men jeg lærte rigtig meget om facilitering i løbet af forløbet.

Udover glade og velforberedte forældre fik Hjalte næsten to timer en gang om ugen med fantastisk søde babysittere i Babylab. Han fik set på spændende ansigter og lært nye sange. Jeg var fuldstændig tryg ved at overlade ham til dem, og han virkede altid til at hygge sig.

Jeg bruger stadig redskaberne fra Tryghedscirklen til at reflektere over mine handlinger som mor og min egen barndom, hvilket du kan læse om her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *