Forældretanker

Første udflugt med dagplejen

Hjalte er meget begejstret for sin dagplejemor. Det er vi alle, og hun er da også helt igennem fantastisk og dagpleje er blevet en del af vores hverdag (her).

Jeg har ikke haft det svært ved at overlade ham til hende. Hun mødte ham første gang i januar, og min mavefornemmelse sagde fra start at Hjalte ville trives hos hende. Det er ramte mig i dag er omfanget af tillid. Hun har været på tur med Hjalte og de andre børn i dag. Det er hans første gang på tur og det var, selvfølgelig, gået rigtig godt.

Men jeg har det lidt underligt ved at en anden person går rundt derude i den store vide verden med mit barn. Jeg har givet hende så meget kontrol over mit barn, at hun bestemmer hvor, hvornår og hvordan de tager et sted hen. Vi får typisk besked om at de tager på tur, men jeg har stadig givet hende alle de muligheder og tillid.

Jeg er fuld af beundring og fascination over dagplejemoren. Både fordi hun er rigtig dygtig og jeg ikke ville trives som dagplejemor, men også over måden hun udfylder sin rolle. Dagplejemor er så meget mere kompleks end jeg gik og troede. Hun er inbetween på en måde jeg ikke havde set komme før nu. Da jeg lavede empiri i skoleregi brugte jeg meget tid på at lave rollen “Nikoline”. Jeg var hverken lærer eller elev. Det gjorde at eleverne kunne gøre og fortælle ting, de ikke ville foran eller fortælle læreren eller måske andre elever. Dagplejemor er en defineret rolle, men det er først nu gået op for mig, hvor mange facetter den har.

Hun er ikke familie, der elsker ham ubetinget. Hun er ikke en ven af forældrene, der møder ham jævnligt. Men hun er en af hans primære omsorgsgivere, efter Nicolai og jeg. Det næste års tid vil hun se, opleve og lære Hjalte at kende på en helt speciel måde. Alt sammen velvidende at hun også skal slippe ham igen. Vi kommer forhåbentlig til at møde hende og hendes, lige så fantastiske, familie i området de næste mange år, men det er en anden type relation.

Der er også en smule sorg i det. Hjaltes start i dagpleje markerer slutningen på barslen. Det er nu slet med at gå hjemme med mig eller hans far. Fra nu af vil vi hver dag overlade ham til andre personer og have tillid til at de vil hjælpe, trøste, støtte og opmuntre ham. Han er 11 måneder og er nu officielt sendt ud i verdenen for første gang. Jeg ville ikke have det på nogen anden måde, men det kræver godt nok stadig lidt tilvænning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *