Forældretanker

Efterfødselsreaktion i december

Før jul blev jeg ramt. Jeg tog en ny test for efterfødselsreaktion og scorede rigtig højt. Jeg tog mine forholdsregler ved at

  • kontakte sundhedsplejersken og høre hvad processen var. Hun oplyste at jeg skulle tale med egen læge for at få en henvisning til psykolog
  • kontakte min egen psykolog og få en tid hurtigst muligt efter nytår
  • kontakte CIMHP og høre om det ændrede på vores tilmelding til Tryghedscirklen. Det ændrede ikke noget, men mens Tryghedscirklen kunne give redskaber og støtte skulle jeg være opmærksom på at det ikke var egentlig terapi.

Der var så mange ting, der fyldte for mig og især følelserne var overvældende, da jeg havde efterfødselsreaktion.

Magtesløshed fyldte rigtig meget. Der var ingen, der kunne fortælle mig om Hjalte ”bare” var langsynet, måske havde en hjerneskade eller var autist. Synet kan tidligst testes omkring 1 år og autisme mv. omkring 2 årsalderen. Uanset årsag følte jeg, at jeg var fejlet som forælder. At jeg ikke var god nok og ikke kunne give ham det, han havde behov for. Selvom jeg rationelt godt vidste at han som 2 måneder gammel ikke afviste mig, var det følelsesmæssigt noget andet. Især de gange han vendte hovedet bort, når jeg prøvede at få øjenkontakt trickede fuldstændig mine følelser og efterfødselsreaktion.

Jeg er typen, der tager sorgerne på forskud og jeg forsøgte virkelig at stoppe mine tanker om de værst mulige scenarier. Det var rigtig svært i hverdagen, når jeg blev mindet om det hver eneste gang jeg var sammen med ham. En af dagene vågnede Hjalte og vi var sammen i 45 min før han faldt i søvn igen. Der var nærmest ingen kontakt uanset hvad jeg blokerede synsfeltet med eller lavede mine vildeste lyde og ansigtsudtryk. Det var i de situationer, jeg følte mig afvist og intet værd som forælder. Tanken om at være på barsel frem til juni, hvor mine dage skulle gå med at stimulere Hjalte uden nogen reaktion var helt uoverskuelig. De typiske reaktioner fra Hjalte var gråd, medmindre han fik lov til at ligge selv på ryggen og kigge ud af vinduet.

Grundet min egen historik har min største frygt altid været om jeg skulle ødelægge ham. Det blev gradvist bedre efter fødslen og jeg fik noget selvtillid i rollen som mor. Men forløbet med den afvigende sociale kontakt koblet med at jeg stadig var mærket af fødslen, smadrede min selvtillid fuldstændig. Havde jeg for lidt kontakt med ham efter fødslen? Var det fordi jeg ikke talte nok med ham? Var det fordi, jeg troede han var træt og “tvang” ham til at sove i stedet for at have kontakt? Kiggede jeg for meget på min tlf. når vi ammede i starten? Gjorde jeg bleskift for hurtigt og gav ham ikke mulighed for nok kontakt? Det blev heller ikke lettere af at jeg oplevede, at han oftere smilede til Nicolai end med mig.

Julen skulle overstås. Og min efterfødselsreaktion gjorde den til en elendig jul. Nicolai ville være hjemme, og jeg skulle ud og lave ting selv som en biograftur med en veninde. Jeg skulle have lidt ro og overskud, og nyde at vi var to om ham. Samtidig undersøgte jeg muligheder. Jeg var overbevist om at Nicolai bedre kunne møde Hjaltes behov. Derfor overvejede jeg at tage tilbage på job og give Nicolai resten af barslen. Flygte tilbage til noget jeg vidste, jeg var god til. Men jeg ville jo ikke flygte og jeg ville jo gerne ville være sammen med mit barn. Jeg kunne simpelthen bare ikke se, hvordan det skulle lade sig gøre.

At søge på nettet var ingen hjælp og jeg har skrevet om min irritation over, at folk aldrig opdaterer debatter her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *