Forældretanker

Fødselsberetning

Min fødselsberetning startede jo med en igangsættelse (her). Kl. 22.30 havde der været vagtskifte og en ny jordemoder kom med min medicin for forhøjet blodtryk. Hun kastede et blik på mig og sagde, at jeg havde veer. Hun kørte en strimmel, der viste stærk hjertelyd og regelmæssige veer. Ved undersøgelse viste det sig også, at jeg havde åbnet mig var i aktiv fødsel og skulle til fødegangen. Jeg ringede til Nicolai og fik ham vækket. Den eneste løsning var, at han kørte til hospitalet efter at have smidt nøglen til lejligheden hos vores naboer. De fik så en sms om de ville gå med Obelix og passe ham indtil de aftalte hundepassede kunne hente ham. Det kunne de heldigvis og alt løste sig.

Jeg blev kørt til fødestuen, hvor de far kom omkring midnat. Jeg havde undervejs skrevet et par sms’er om at Nicolai bare skulle tage den med ro. Det betød at hans mobil bippede løs, mens han var på motorvejen og ikke kunne tjekke telefonen. Senere fortalte han, at han troede han kom for sent til fødslen. På fødestuen var der en meget dygtig jordemoder og en jordemoderstuderende. Jeg fik epiduralblokade og kunne sove lidt. Der var hele tiden ekstra målere omkring min mave for at tjekke Hjaltes hjertelyd, der heldigvis var stærk og stabil gennem hele processen. Det var fantastisk at have den konstante påmindelse af at Hjalte havde det godt, men jeg synes samtidig målerne var vildt irriterende og de faldt hele tiden af og krævede justering.

Ved 5-6 tiden fik jeg lavet en hindesprægning, fordi jeg var gået i stå. Jeg fik også vedrop fordi veerne aftog grundet epiduralblokaden. De opdaterede hele tiden tavlen og den var et godt tillidsskabende redskab. De havde skrevet deres navne, Hjaltes formodede vægt, forskningsprojekter som PEACH og Copenhagen Baby Heart og komplikationer som svangerskabsforgiftningen. De gik begge til og fra rummet på en stille og behagelig måde. Det gav Nicolai og jeg lidt ro, og vi følte os begge i trygge hænder. Jeg kunne stadig ikke ligge ned og stod derfor det meste af tiden, hvilket blev opmuntret, da det hjalp med at få Hjalte ned i bækkenet.
Om morgenen var der vagtskifte og jordemoder og jordemoderstuderende sagde farvel og held og lykke. Den nye jordemoder hilste på os, men skrev ikke sit navn på tavlen. Generelt opdaterede hun sjældent tavlen fx med målinger af mit blodtryk eller hvad, der var sket i forløbet. Det var en tydelig kontrast til de andre og vi undrede os over det. Der var dog ingen tvivl om at fødslen var i gang, Hjalte var på vej og vi ville blive forældre den dag, hvilket alt sammen fyldte vores tanker.

I løbet af formiddagen vågnede jeg efter en lille lur. Over på stolen kunne jeg se Nicolai stadig sad med lukkede øjne og slappede af. Jordemoderen sad med sin telefon. Selvom jeg havde det godt og var klar i hovedet spurgte hun ikke på noget tidspunkt ind til mine ønsker til fødslen. I stedet var hun meget direkte i sine meninger om jobbet og fødende. Hun gad ikke løbe fra stue til stue, men ville bare fokusere på en gravid. Hun fortalte også at de fleste græd efter et kejsersnit under fødslen, men det kunne man ikke bare. Underforstået at det skulle jeg altså heller ikke.

Jeg havde stadig mest ondt når jeg lå ned. Epiduralblokaden virkede lidt, men ikke helt og derfor stod jeg helst op. Det betød også at målerne hele tiden faldt ned og skulle justeres, hvilket tydeligt irriterede hende.
Da jeg fik presseveer ville jeg igen helst stå op. Ved fødselsforberedelsen hos Smertefri Fødsel havde underviseren talt meget om at stillingen som liggende kunne være svær. Da jeg samtidig havde ondt når jeg lå ned passede det mig fint. Jordemoder sagde dog direkte, at hun kunne ikke beskytte/hjælpe mig optimalt hvis jeg ikke lå ned. Derfor følte jeg mig presset til at ligge ned. Jeg pressede og der skete intet. Hun havde med stor selvsikkerhed og gammel tegning vist mig, hvordan Hjalte havde vendt dig og lå perfekt. Der kom også en læge til konsultation, men der blev ikke lavet nogen undersøgelser, da jordemoder forsikrede at alt var som det skulle være og at jeg bare var træt.

Jeg mindes at have presseveer i 1-2 timer og til sidst havde jeg ikke flere kræfter. Da lægen kom tilbage blev jeg scannet, Hjalte fik elektroder på hovedet, og der blev taget prøver fra skalpen. Hjalte var begyndt blive lidt stresset af det lange forløb og de opdagede også at Hjalte lå skævt i mit bækken. Konklusionen fra lægen blev at jeg ikke kunne få ham ud uden hjælp og med tre presseveer og en kop kom Hjalte ud.
Hjalte lå hos mig i få sekunder før Hjalte blev flyttet over til børnelægen, der stod klar. Det er standard ved kop, men det var så underligt at se ham ligge der. Desværre var bordet ikke ved siden af mig, men i den anden ende af lokalet. Hos børnelægen hjalp de med at få lungerne foldet ud og Hjalte havde slugt lidt fostervand. Hjalte havde kæmpe blåt mærke på armen og var slap og knirkede. Børnelægen forklarede at Hjalte ikke havde været helt klar til at komme ud og derfor lige skulle komme sig lidt. Børnelægen gav besked til jordemoder, om hvornår hun skulle opdateres, da Hjalte evt. skulle til neonatal til yderligere tjek, hvis der ikke var bedring. Hjalte lå der i 20 meget lange minutter, hvor jeg kun fik små glimt når lægen flyttede sig. Nicolai var til gengæld konstant ved Hjaltes side. Han formåede endda at tage de allerførste billeder mens Hjalte blev undersøgt. Det er jeg super glad for i dag.
Jeg havde et ønske om at Hjalte skulle søge selv og finde brystet. Det troede Nicolai og jeg var standard og var derfor overrasket over jordemoderens metode, hvor hun i stedet pressede hun ham ned til mig bryst så han kunne sutte. Det var helt modsat af den proces, jeg havde forestiller mig, men jeg var mest lettet over at have ham i mine arme. Hjalte lå stille, men det sagde de var fordi Hjalte var slap. Jeg tænkte at Hjaltes næse lå meget begravet i mit bryst, men da Hjalte sparkede lidt og jordemoderen selv havde lagt ham, så der tænkte jeg ikke videre over det. Pludselig bemærkede jordemoder, at Hjalte var blevet lidt blå og hun fjernede ham lynhurtigt fra mig. Hun trykkede på alarmknappen, men der kom ingen. Til sidst måtte Nicolai løbe ud for at finde nogen, der endte med at komme ham i møde på gangen.

Hjalte fik hjælp til at trække vejret, der kom flere ledere, læger mv. Jordemoderen tog ansvaret og sagde til at vi ikke kunne vide bedre. Da Hjalte var lidt svag, ville jeg ønske Hjalte i stedet havde kunne tage turen i dit eget tempo og ikke hendes. Der var forvirring i hendes rapportering til sin leder ang. hvilke redskaber hun havde brugt. Nogen lå fremme fra da Hjalte blev født og hun havde nu brugt dem igen, men sagde først at det havde hun ikke. Nicolai og jeg havde set det og var ikke enige i hendes fortælling af forløbet. Hun sagde også at børnelægen ikke havde bedt om opdateringer, hvilket Nicolai og jeg var uenige i.

Jeg blev syet med Hjalte var i mine arme. Jordemoder pakkede lidt sammen og ryddede lidt op. Jeg spurgte efter en dyne, men det kunne jeg ikke få, selvom den lå ovre i et hjørne. Nicolai hentede til sidst dynen til mig, da jordemoder var gået. Jordemoderen gik nemlig på et tidspunkt og vendte ikke tilbage. Hun sagde ikke farvel eller forklarede os det videre forløb. Hun havde givet os lidt toast, men det flag vi havde set på andre bakker, der symboliserede, at det var Hjaltes fødselsdag kom ikke. Vi fik heller ikke det lille kort, hvor der stod fødselstidspunkt, længde, vægt mv. Det var begge små ting som vi havde set frem til som en symbolik på Hjaltes ankomst. Vi fandt efterfølgende selv de oplysninger på Sundhedsportalen efter vi var kommet hjem.

En times tid senere kom en ny jordemoder. Vi spurgte hende, og hun sagde det var normalt at være der 2 timer efter fødsel før man skulle til barselsafsnittet. Det var hende, der fik sendt os videre efter de to timer var gået.

Jeg har læst rigtig mange forskellige kvinders fødselsberetning. Og jeg mener at, der findes gode forløb derude. Min fødselsberetning er altså ikke en af dem. Vi har mødt så mange dygtige og søde jordemødre, læger og sygeplejersker på Hvidovre Hospital. Jeg vil så gerne sige, at jordemoderen havde for travlt og var påvirket af presset. Der er ingen tvivl om at jordemødrene, og sundhedspersonalet generelt, løber alt for stærkt og det går ud over patienter og pårørende. Lige med jordemoderen, der tog imod Hjalte, mener jeg dog at hun ikke var god til sit job. Hun manglede den empati, som jeg ellers oplever som essentielt og gennemgående i sundhedssektoren.

Da Hjalte fyldte 1 år, skrev jeg om mit første år som mor her og du kan læse om, hvorfor Obelix er flyttet her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *