Det personlige hjørne

Farvel Obelix

Bare rolig. Obelix har det godt. Faktisk har Obelix det fantastisk.
Obelix er jo den hund, den Welsh Corgi Cardigan, der boede hos os i 5 år. Ham der hader robotstøvsugeren (her). Men Obelix er blevet omplaceret.

Det har han, fordi Nicolai og jeg tog en virkelig svær beslutning. Det var en af de der rigtig lorte beslutninger. Det var også en vi for 5 år siden lovede hinanden vi ikke skulle træffe. For fem år siden fik vi Obelix. En fantastisk zobel Welsh Corgi Cardigan. Vi havde undersøgt opdrættere, mødt flere corgier og var helt afklarede med at få en selvstændig hund, der krævede stimulering og træning.

Obelix har altid haft udfordringer, men det blev især problematisk, da vi fik Hjalte. Hverdagen med hund og barn er bare helt vild hård. Nicolai gik tur og tog på arbejde om morgenen. Han kom først hjem ved 16-17 tiden og der skulle altså både luftes hund, laves mad og dikkes på Hjalte. Det hele skulle planlægges og koordineres og jeg følte mig stresset hver eneste dag kl. 15-19 hvor jeg koordinerede lure, snack til Hjalte, aftensmad, Obelix og puttetid. Blev Nicolai forsinket eller var han ude efter arbejde, skulle jeg koordinere at gå med Obelix og Hjalte ift. Hjaltes lur og alt det andet. Samtidig var gåturene ikke hyggelige. Obelix rev min arm af led, han kunne ikke gå ved siden af klapvognen og han gøede af alt.

Alene hjemme med Obelix og Hjalte var et helvede. Obelix var jaloux og gøede panisk og stillede sig imellem, hver gang jeg gik hen mod Hjalte. Det betød jeg ikke kunne ligge på gulvet med Hjalte, ligge ham og samle ham op, tumle med ham eller noget andet. Til sidst blev jeg nød til at lukke Obelix ind på kontoret eller sikre at Hjalte og jeg tumlede i sengen. Det fyldte rigtig meget, rigtig længe. Det var svært for Nicolai at forstå omfanget, da Obelix ikke var lige så slem ved ham. Vi tog til sidst til en ny hundetræner, som vi trænede med da Obelix var hvalp. Hun hjalp os med erkendelsen af, at Obelix ikke havde det godt. Han er hverken en storbyhund eller en børnehund. Vi traf beslutningen sammen. Jeg oprettede opslag i en corgigruppe, jeg havde kontakten med en ny familie (forældre med teenagere med stor have lige ved grønne områder), jeg ordnede alt det praktiske og jeg kørte alene til Odense og afleverede ham.

Her halvanden måned senere har jeg en følelse frihed. Frihed og glæde over ikke hele tiden at skulle koordinere hele min dag efter en hund, der desværre ofte ikke gav så meget energi. Friheden over ikke at skulle koordinere at fjerne ham ved gæster, kunne gøre hvad jeg vil uden han gør og friheden i hverdagen. Det skammer jeg mig også over og jeg savner også Obelix. Jeg står op og spiser morgenmad med Nicolai og Hjalte. Jeg er typisk hjemme, når Hjalte vågner fra sin eftermiddagslur og vi skal kun tænke på hygge og madlavning. Ingen gåture, hvor man skal zigzagge rundt om andre hunde, løbehjul, børn og voksne. Selvom han er en fantastisk hund, var de gåture bare sjældent særlig hyggelige eller energigivende.

Jeg stillede aldrig rigtigt spørgsmålstegn ved alt det hårde arbejde med Obelix, fordi det var vores valg. Vi valgte Obelix. Han valgte ikke os. Det var vores ansvar og forpligtelse at sikre ham et godt liv. Det at overveje et nyt hjem føltes som et kæmpe svigt og nederlag. Jeg håbede hele tiden at det næste vi fandt ville løse det. Den næste hundetræner, dyrlæge, naturmedicin, træningsform mv. Det skete var ikke. Det betyder at jeg gennem 5 år gik rigtig meget på kompromis og brugte rigtig meget tid og energi på Obelix med håbet og forventningen om at han skulle være en del af familien mange år frem. Sådan gik det ikke. I stedet er Obelix blevet en del af en anden familie og de får mange år sammen med en fantastisk hund.

Jeg har skrevet mere om omplaceringen af Obelix i del1, del2 og del3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *