Det personlige hjørne

Ernæringsterapi, restriktiv spisning og vægt

Det lyder som en overskrift, der henviser til en eller anden forskningsartikel. Det gør det altså på ingen måde. I stedet er det nogen af mine tanker og observationer om ernæringsterapi. 

Jeg er overvægtig. Det er bestemt ikke en hemmelighed og desuden lidt svært at skjule. Jeg ved det også godt og har tabt mig tidligere for bare at tage det på igen. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg godt kan lidt kage og brød. Da jeg også har talt kalorier i en overgang og betragter mig selv som et intelligent menneske, ved jeg også godt, hvad de kager indeholder og kalorierne. 

Alt i alt har jeg jo altid vidst de fornuftige ting. At jeg skal balancere min mad. Ikke spise kage hver dag. Prøve at begrænse brødet. Være opmærksom på fedtkilder, da det er mange kalorier i, men også er nødvendige for kroppen. Alligevel har det aldrig helt virket. En del af det skyldes at jeg spiser med følelserne og spiser af vane. Jeg trøstespiser og bruger mad som belønning. Jeg vanespiser også fx efter aftensmaden når vi ser et afsnit af en god serie. Endelig kan jeg godt lide at lave mad og bage og så er det bare en nem måde at få en god kage. 

Alligevel var det ikke det store problem at begrænse det. Fra min første gang til ernæringsterapi sagde jeg nej til kage på jobbet. Jeg stoppede i fredagsmorgenmaden og skiftede pasta og brød ud derhjemme. Jeg har spekuleret meget i, hvorfor det virkede at ernæringsterapeuten sagde det fremfor hvad jeg selv har prøvet tidligere. For mig har det handlet om 

Faglighed og respekt: Ernæringsterapeuten er en jeg har fået anbefalet. Hun er dygtig og har mange års erfaring. Jeg respekterer faglighed og elsker når jeg kan mærke, at jeg kan få den nørdede forklaring, hvis jeg er åben for den. Det giver mig tillid, hvilket er nødvendigt, når hun forklarer nye ting. 

Fokus på formålet og tankegangen: Jeg lagde alt frem mht. til baggrund og psykolog til ernæringsterapi. Det gjorde, at jeg blev mødt der. En vigtig del af det er, at det hverken for hende eller mig handlede om vægt. Det handlede om at have det så godt som muligt. Ernæringsterapeuten kunne tale det sprog. Jeg ved en del om nervesystem, stress og barndom og det sprog byggede hun videre på. Hun forklarede betydningen af kost og vitaminer ud fra en kontekst, jeg kunne forstå og var tryg ved. Mit indtryk er at hun kan matche sine klienter på den måde og at det ikke bare var mig.

Små skridt og intet defininitivt: Hun lovede mig ikke den endelige løsning som jeg ofte oplever ved kure og livsstilsændringer. På samme måde bad hun mig ikke ændre alt dagen efter. Men til ernæringsterapi hjalp hun mig med at tænke over, hvad jeg kunne ændre af små ting, der tilsammen ville gøre en forskel. Samtidig sagde hun også at det handlede om, at jeg lyttede til min krop. Jeg skal mærke efter om  det har en effekt at stoppe med gluten. Hvis det ikke har så skal der prøves noget andet. Hvis det har kan noget måske genintroduceres. Det var vildt rart for mig, at det ikke var definitivt. Det gav mig også en følelse af at der var tale om et forløb til MIN krop og ikke en one size fits all livsstil. 

Inspiration og empati: Jeg blev altså rigtig ked af det derinde til ernæringsterapi. Over at jeg ikke kunne spise gluten (her). Over at skulle strejfe nogen sår, der altså stadig er i gang med at hele. Der var hun fænomenal til at rumme det, men samtidig ikke grave i noget, hun ikke kunne eller skulle behandle. Det er en ting, jeg tidligere har skrevet om ang. psykologer her. Hun var også fuld af inspiration til blogs, bøger og papirer, jeg kunne læse og bruge. 

Jeg har snart opfølgning og jeg glæder mig!

Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily og Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *