Forældretanker

Indlæggelse, følelser og overspringshandlinger

Bemærk at dette indlæg er skrevet i april. Det var efter den 2. indlæggelse. Der kom desværre flere indlæggelser (her), flere undersøgelser og en operation. 

Vi kom hjem fra hospitalet i går. Hjalte havde feber natten til lørdag, men børnemodtagelsen bad os se tiden an, da Nicolai også lige havde været forkølet. Hjalte pylrede lidt om lørdagen, men fik sovet og spist. Han havde ingen feber i løbet af dagen, så vi bestemte os for at holde fast i en aftale om at få besøg af oldeforældrene. Senere på aften, da oldeforældrene var taget hjem skulle han som altid puttes, og da vi puttede havde han fået feber igen, men kun med en temperatur på 38,2. Både Nicolai og jeg så derfor frem til en stille og rolig søndag. Men sådan gik det ikke, Kl. 22 vågnede Hjalte med en temperatur over 39 grader og Børnemodtagelsen bad os komme ind. Samme aften havde jeg skrevet indlægget om pakkeliste til hospitalsbesøg (her) og mens Nicolai luftede Obelix pakkede jeg det sidste. Turen til Hvidovre Hospital gik ret hurtigt, og ganske som forventet blev Hjalte indlagt. I løbet af natten skulle der tages prøver og derfor fik vi begge to kun to timers søvn.

Til gengæld begyndte det at gå stærkt fremad de følgende dage. Søndag fik Hjalte lagt venflon ad to omgange og fik det hurtigt bedre med den nye penicillinkur. Mandag morgen var han feberfri og fik ikke længere panodil. Tirsdag kom vi hjem med en recept på antibiotika og beskeden om en uforklarlig blærebetændelse.

På alle måder var det en lettere indlæggelse end første gang. Jeg kender stedet, ved hvordan det fungerer og forløber. Der var gode samtaler med dygtige sygeplejersker, der kunne huske os. Hjalte formåede at sove godt, da feberen aftog og sov endda fra at få medicin. Alligevel føler jeg at det var hårdere. Måske skyldes det den hurtige stigning og fald i adrenalin niveau. Lige fra det øjeblik jeg så temperaturen, der var jeg på. Det kan bedst beskrives som en kontakt, der blev tændt for og det gjorde at alt andet blev ignoreret. Mad og søvn sker pr. automatik og det handler om overlevelse. Ved den sidste indlæggelse var det mere ekstremt, fordi han havde det så skidt og derefter blev det gradvist bedre. Denne gang kom min adrenalin op og ned i løbet af fire dage. Da vi kom hjem gik jeg i stå og sov 2 timer på sofaen. Hjalte gjorde det samme i sin egen seng.

I dag ved jeg ikke helt hvordan jeg har det. Hjalte kan ikke sove udenfor grundet vejret og var derfor lidt længere tid om at blive puttet. Derefter tog den ene ting den anden. Jeg ville slå biplyden fra mikrobølgeovnen for ikke at vække ham, selvom jeg godt ved den endnu ikke har påvirket hans søvn. Da jeg fandt vejledningen for mikrobølgeovnen fandt jeg også den for kogepladen og fik sat børnesikring på den. Derefter ville jeg lige sætte børnesikringen på ovnen og ville skrue den på. Her tabte jeg dog skruen og besluttede mig for at det nok var nok for denne gang.

I virkeligheden ved jeg jo godt, at jeg burde sætte tempoet ned, være lidt i nuet og prøve at slappe af og mærke efter, hvad jeg har brug for. Med det in mente har jeg ristet resterne af weekendens brioche, brygget en kande te, skrevet et indlæg og vil nu tage en lur og nyde og håbe at Hjalte nyder sin lur en times tid endnu.

Har du læst om mine erfaringer med drop og babyer her? Der skulle gå 5 måneder før Hjalte for første gang blev syg uden en tur til hospitalet og det havde jeg den vildeste optur over (her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *