Det personlige hjørne,  Forældretanker

Dengang jeg tissede i bukserne

I Tryghedscirklen (her) var der blandt andet fokus på fejlsignaler og misforståelser mellem børn og voksne. Udgangspunktet er, at intet barn ønsker at være uartigt. Det er simpelthen for ubehageligt og for meget arbejde. Det sker dog at forældre ser barnets opførsel som dårlig, forkert eller uartig og fokuserer på at rette opførslen nu og her. Forældre kan komme til at overse årsagen til barnets opførsel. Det her er den meget enkle forklaring, men den fik mig til at tænke på min egen barndom. På dengang min mor misforstod mine signaler i en sådan grad at jeg valgte at tisse i bukserne.

Da jeg var ca. 3 år havde jeg et stort skænderi med min mor. Vi stod i stuen og jeg skulle tisse på toilettet på 1. sal. Jeg ville have at min mor skulle gå med op. Min mor nægtede at gå med og havde en masse gode, klassiske argumenter med at jeg var en stor pige, godt kunne selv og at jeg ikke kunne give en god grund til at hun skulle gå med. Jeg nægtede at gå derop. Min mor nægtede at gå med. I sidste ende valgte jeg at tisse, hvor jeg var hvilket altså var midt i stuen, fuldt påklædt og foran min mor. Det fik jeg skæld ud for og hun gik med op så jeg kunne få skiftet tøj. Hun mente desuden, at jeg var meget stædig og misforstod fuldstædig, hvad der skete.

Jeg ville så gerne gøre min mor glad, men jeg kunne bare ikke gå derop alene. Jeg kunne heller ikke fortælle hende hvorfor. Det var ikke fordi jeg ikke vidste hvorfor, men mit 3 årige jeg synes måske det var pinligt, farligt og lidt underligt. Måske ville min mor synes det var noget pjat og så var jeg jo lige vidt.

Som 3 årig var jeg en million procent sikker på, der boede en drage i vores brusekabine. Den var stor, meget farlig og pønsede helt sikkert på at æde mig. Tisseepisoden er sket lige efter jeg opdagede dragen, og tanken om at være alene på badeværelset var helt uoverskuelig for mig. Efter at have tisset i stuen havde jeg et dilemma. Det var ikke en mulighed at fortælle om dragen og ud fra min mors vrede, var det heller ikke en løsning at tisse i stuen i fremtiden. I stedet fandt jeg en overlevelsesstrategi. Det næste lange stykke tid gjorde jeg meget ud af at fortælle højlydt, at nu gik jeg på toilettet for at tisse eller lave pølser. Min logik var, at mine forældre på den måde ville komme og lede efter mig, hvis dragen tog mig. Hvis jeg havde sagt jeg skulle tisse, kunne de regne ud hvor lang tid det tog, og de ville blive nervøse og finde mig. Samtidig var det ekstremt vigtigt for mig aldrig at kigge ind i brusekabinen, når jeg var alene.

Jeg overlevede i det der, for mig, virkede som lang tid. Dragen spiste mig ikke. En dag, efter hvad der virkede som en evighed, fandt jeg endelig modet til at kigge ind i brusekabinen og det gik op for mig at dragen havde været min egen skygge. Der var simpelthen tale om en misforståelse. Selv efter den erkendelse, var jeg dog stadig skeptisk. Måske var dragen bare flyttet? Eller gemte sig godt? Brusekabinen blev i hvert fald aldrig min ven, men jeg gik på toilettet som jeg skulle uden uheld.

Det var forresten helt normalt at tilskrive mine følelser at jeg var stædig og det skyldtes mit røde hår. Det er jeg uenig i og har skrevet om her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *