Det personlige hjørne,  Mad og opskrifter

De usynlige opgaver

Nicolai og jeg satte jo fokus på vores opgaver derhjemme (her), hvilket tog lidt tid at lave og var lidt af en øjenåbner. Vi lavede en liste over alle opgaver i vores hjem/familie/husstand. Dog gik vi virkelig bredt til værks. Det skulle være alle opgaver, der tog tid og energi og der egentlig kunne laves af os begge.

Det var selvfølgelig de sædvanlige rengøringsopgaver som rengøring af køleskab, støvsugning, oprydning og afkalkning af elkedel.
Vi skrev også en anden type opgaver på. De opgaver, der fylder og tager tid, men som kommer snigende og sjældent når på opgavelister. Dem der kræver en del tankevirksomhed, før man kan sætte et krydstegn ud for dem.

Det er også dem, jeg typisk har taget uden at tænke over det. Opgaver der kræver plan-lægning og koordinering. Der kræver et overblik og at man tænker 1, 2 og 4 måneder frem. De har jo altid været der, men er blevet mangedoblet efter Hjaltes ankomst. Et par eksempler på de opgaver

Økonomi: Hvert halve år laver jeg et nyt budget. Jeg tjekker alle poster, betalinger og overførsler. Årligt tjekker jeg også lige forsikringerne. Budget og overførsler mellem de forskellige konti bliver justeret fordi der er altså altid sket et eller andet. En lønændring, dagpleje, vuggestue, barsel, flytning og alt muligt andet kedeligt. Det er vigtigt at få lavet, men tager altså lidt tid. Typisk er der også altid lidt ventetid og opfølgningstid på svar fra banken, spørgsmål til et abonnement eller en tilmelding i Betalingsservice.

Tøj til Hjalte: Indtil videre har det store hit været tøjpakker (her). Det sikrer at vi har det meste. Men der er jo stadig ting vi skal købe. Strømper, huer, vanter, solhatte, uv-sæt, sko, flyverdragt, termotøj, regntøj. Humlen er også at han bliver ved med at vokse. Så tøjet fra sidste år passer ikke nødvendigvis i år. Det kræver altså lidt planlægning at være på forkant. Jeg vil jo også gerne finde de gode tilbud og helst på de produkter, der også anbefales i diverse test på nettet. Efter beslutningen er truffet skal det købes, hentes, prøves og have en ny plads. Ligesom det gamle skal sælges eller foræres bort.

Barselsplan og institution: Jeg har brugt rigtig meget tid på barselsplaner. Forlængelse af barsel pga. indlæggelse (her), orientering til arbejdsgivere, nye planer og fremtidsplaner. Samtidig har jeg også skrevet op til vuggestue, fundet dagpleje (her), besøgt vuggestue og nu er i overvejelser om, hvornår behovsdatoen for vuggestue helt skal ligge. Det kan lyde banalt, men det kræver altså overvejelser om ferie i 2019, indkøringsperiode, gemt barsel, opsigelsesfrister mv.

Ferieplan og fridage: Hjaltes dagpleje har lukket den 1. fredag i hver måned. Samtidig har hun skolelukket. Med 6 uger ferie (5 uger + 5 feriefridage) giver det hurtigt et underskud i feriedage. Derfor skal vi altså planlægge lidt frem. Man kan ikke længere tage en fridag ”fordi” eller bruge en hel dag på at få skiftet til vinterdæk og stene Netflix. Fridage er meget langt hen af vejen med Hjalte og de er altså planlagt et år frem. Der er altså særskilte opgavelister til fridage. Der skal tages højde for vores jobs forskellige lukkedage, kutymefridage og regler for afspadsering.

Madplaner og indkøb: Opdatere indkøbslister, koordinere levering og selvfølgelig finde ud af, hvad vi skal spise ud fra indholdet i fryser, køleskab, skabe og skuffer.

Noget er nu blevet fælles. Madplaner og indkøb er en del af torsdagsplanlægningen og på den opgaveliste. Noget er blevet Nicolais ansvarsområde. Noget af det er stadig mine opgaver. Den store ændringer dog at de tæller med som opgaver. Hvis jeg har nogen af de planlæg-nings- eller organiseringsopgaver, der kræver meget tid, skal jeg tage færre af de andre opgaver som at afkalke elkedel.

Jeg kan kun anbefale andre at lave opgavelister. Få overblikket, tal om opgaverne, forventningsafstem og lav en fordeling, der passer til den familie. Hos os kan vi godt lide 50/50, men der kan være grunde til det er anderledes hos andre familier. Jeg vil altid gerne høre, hvordan det fungerer for andre. Jeg synes tit vi undervurderer og glemmer de usynlige opgaver, men det er så vigtige for at familielivet hænger sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *