da_min_mor_stoppede_kontakten
DET PERSONLIGE

Da min mor stoppede kontakten

Min mor har valgt ikke at have kontakt med mig. Jeg satte jo vores relation på pause for flere år siden. Alligevel havde jeg ikke helt set den komme. Hun havde et par kommentarer til indlægget om dengang jeg tissede i bukserne. De gik primært på, at hun ikke kunne huske det. Der var det måske ikke helt var sket, og hun kom med en masse andre episoder. Jeg skrev tilbage, at vi jo aldrig ville blive enige om episoder fra min barndom.

Hun ved det ikke

Heromkring i samtalen gik noget vigtigt op for mig. Det gik op for mig at min mor ikke vidste, hvordan jeg opfattede min barndom. Egentlig giver det god mening, da vi holdt pause, da jeg startede i mit seneste psykologforløb. Min mor troede derfor, at vores fortsatte pause og relation bundede i hendes opførsel under og efter skilsmissen fra min far.
Skulle jeg lade hende blive i den tro? Hun har påtaget sig meget af skylden for det, hvilket er fair nok, men hvad med min barndom? Ville det være bedre for hende at vide, at de var to om nogen beslutninger og handlinger, der har gjort at jeg holdt pause fra begge mine forældre? Eller var det bedre at tro hun alene var skyld i hendes og min relation?

Min fortælling

Jeg endte med at fortælle hende det. Altså hvad jeg mente om min barndom og hvilken konsekvens, den havde for mig som voksen. Hun udtrykte lettelse over at vores relation ikke kun skyldtes skilsmissen. Den var for resten virkelig grim og et fremragende eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Men hun kunne ikke acceptere det med min barndom. Da hun ydermere fremhævede sig selv som en god mor, men med visse smuttere, sprang kæden af for mig. Flere opremsninger senere fra min side sluttede vores samtale på messenger.

Hendes valg

Et par dage senere meldte hun sig ud af den gruppe, hvor vi deler billeder af Hjalte med familien. Jeg skrev at det var et stærkt signal at sende, men hvis hun vil med igen må hun sige til. Jeg ser det også som et signal om at hende og jeg ikke har kontakt for tiden.
Jeg er ked af at hun havde behov for at melde sig ud af gruppen. Det sender et signal om hendes interesse i Hjalte, som jeg har det svært med. Min sorg over at miste mine forældre kom også tilbage. Men jeg har det godt. På den måde var det forløsende at få meldt klart ud. Selvom jeg ikke kan forstå hendes reaktion, var den heller ikke overraskende. En del af mig har ondt af hende. Selvom hun på ingen måde kan rumme eller anerkende min holdning til min barndom og hende som mor, kan jeg godt have sympati med hendes situation. Det må være rigtig hårdt, at ens barn siger sådan nogen ting. Især når man er så grundlæggende uenig i det som hun er. Jeg er dog dybt uenig i hendes reaktion og den understreger bare min eksisterende viden om hende.

Forklaring efter mange års undren

Det gav mig også en forklaring. Jeg har gennem de sidste år undret mig over hendes accept af min pause af vores relation. Hun har accepteret den, aldrig presset mig eller stillet spørgsmålstegn ved det. Det har været dejligt og givet ro. Men det har også givet sorg og undren. Hvordan kan en mor være i orden med det? Det forklares ved, at hun tog ansvaret for det på sig. Et ansvar der berettiget er hendes, men hun kendte ikke det fulde omfang. Det som jeg gav hende ansvar og skylden for, var ikke det hun tog ansvar og skyld for. Da det blev tydeligt, var hendes reaktion at stoppe kontakten helt.

Opdatering

Jeg skrev det her indlæg, da det skete og fyldte for et par måneder siden. Så har jeg skulle have modet til udgive det. Men som dem, der følger på Instagram ved, har min mor faktisk kontaktet mig igen. Det har bragt helt nye følelser i spil, som jeg stadig er ved at hitte rede i. For mig har forholdet til mine forældre aldrig været nemt eller ligetil. Mit forhold til min mor har især fyldt meget fordi hun fremmede min forgudelse af hende som barn. Det vigtigste i forhold til mine forældre er, at jeg altid mærker efter i mig selv. Jeg skal mærke, hvordan jeg har det. Jeg skal også være realistisk og hitte rede i min fornuft, der ved at de ikke forandrer sig, og det lille barn i mig, der virkelig gerne vil have sine forældre til at elske hende. Det er ikke nemt. Det er blevet lettere med årene, men det er en del af min sårbarhed og den forsvinder aldrig.


_____________________________________________________________________________
Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *