Forældretanker

Da jeg (utilsigtet) sultede mit barn

Vi havde prøvet flaske. Flere gange. I starten var der ingen problemer, men da Hjalte var 3 måneder gammel, ville han ikke tage den. Det tog jeg som tegn på, at han ikke var sulten, da der jo tidligere ikke havde været problemer. Da jeg skulle ud med en veninde skulle flasken prøves igen og denne gang før amning. Hjalte nægtede stadig og jeg fandt en ekstra flaske af et andet mærke. Den blev tømt på få minutter. Jeg var i chok. En del af Tryghedscirklen er ikke at bebrejde sig selv, hvilket jeg virkelig gjorde (her). Når han tog så meget af flasken, måtte han jo have været sulten i længere tid.

Siden indlæggelsen i december/januar (her), sov Hjalte rigtig meget. Det kunne jo skyldes at kroppen skulle komme sig. Jeg talte med sundhedsplejersken, lægen og Nicolai. Han var aktiv, når han var vågen, havde våde bleer, som det er så fint hedder, udviklede sig og trivedes. Der var ikke nogen af de tidligere tegn på sult som smasken, søgen, åben mund og han græd heller ikke, sov dårligt eller var pirrelig, hvilket er tegn jeg har hørt fra andre på sulte babyer.

Men Hjalte var faktisk sulten og vi begyndte at supplere med flaske. Efter et par uger stoppede amningen gradvist. Med grød, amning og flaske synes jeg var for besværligt. Det største faktor var at jeg var færdig med amning. Efter at have kæmpet med opstart, dårligt forløb pga. afvigende social kontakt og amme gennem indlæggelse og sonde var jeg færdig med det. Det blev aldrig godt for mig at amme og en del af mig ville ønske jeg var stoppet tidligere. Da Hjalte blev 4,5 måned var han derfor, endelig, 100% flaskebarn.

En fuldstændig utilsigtet, men meget velkommen, konsekvens var, at han var vågen mere. Han gik simpelthen fra at være vågen 1,5 time af gangen til at være vågen 2-3 timer af gangen. Det var et kæmpe skift og stillede helt nye krav til underholdning. Det var også en helt fantastisk forandring, fordi jeg jo rigtig gerne vil være sammen med Hjalte. Vi kunne nu spise morgenmad sammen, der var morgenhygge med Nicolai og Hjalte og ham fik også mere tid sammen sidst på dagen. Vi kunne også opleve flere ting sammen som familie.

Der er også en sorg. Efter at have kæmpet for amningen og ammeoplevelsen så længe, er det nu slut. Jeg kommer ikke til at få det ammeforløb, jeg håbede og arbejdede for (her og her). Bagved ligger der stadig en lille smule selvbebrejdelse. Den der skrækkelige stemme, der siger, at jeg ikke gjorde det godt nok. Der siger at jeg som hans mor, selvfølgelig burde have set og vidst, at han var sulten. Jeg har besluttet mig for at stemmen skal forsvinde. Den skal erstattes af at jeg prøvede at aflæse ham, prøvede forskellige ting og rådførte mig med fagpersoner. Stemmen skal i stedet minde mig om at jeg er super sej og har et fantastisk barn, som jeg nu havde endnu mere vågen tid med.

Det her er ikke første eller sidste gang jeg fejllæser Hjalte. Der var også dengang, jeg ikke kunne finde ud af, om han var understimuleret eller overtræt her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *