da_jeg_holdt_pause_fra_min_far
DET PERSONLIGE

Da jeg holdt pause fra min far

Det nærmer sig tre år siden jeg startede pausen i kontakten med min far. Det slog mig pludselig, da jeg i flyet kunne se, der hvor min far og hans kone har sommerhus. Tanken om, hvor tæt jeg og alligevel langt væk fra ham jeg var og er, fyldte pludselige meget. Med min mor var det ikke planlagt. Tværtimod havde jeg planlagt, hvordan relationen skulle være og fortsætte. På sin vis var det mere impulsivt, da jeg holdt pause fra min far. Alligevel var det jo ikke impulsivt, fordi jeg gennem flere år havde overvejet, hvordan ham og jeg kunne have en god relation.

Sårbarhed og stress

Nicolai og jeg havde været på besøg mellem jul og nytår. Jeg var et sårbart sted. Stadig deltidssygemeldt med stress og i et forløb med min psykolog. Hende og jeg var gået direkte til min barndom. Derfor sad jeg med mange tanker og følelser den jul. Især var det gået op for mig, hvad jeg mente om min barndom. Gennem mange år havde jeg viderefortalt det mine forældre fortalte om min barndom. Men når jeg mærkede efter kom der en anden fortælling. Det fortalte jeg min far og kom med eksempler. Han reagerede ved at sige det var min fortolkning, der jo var forskellig fra hans. Den afvis-ning lukkede ligesom samtalen.

Efterfølgende havde jeg ikke lyst til at tale med ham. Vi havde dog stadig en sporadisk kontakt. Han har aldrig været god til at ringe, skrive eller besøge, men havde mange meninger om intervallerne mellem mine sms’er, opkald og besøg. Jeg talte med min psykolog og brugte bogen Familiefred (her) til at ligge en plan. Da jeg ringede til ham, var det derfor med et manuskript og en plan. En plan for samtalen og en plan for relationen. Jeg fortalte om mine grænser, fx at jeg ikke ville tale om min barndom eller mit psykologforløb med ham, og generelt hvordan jeg forestillede mig vores forhold.

Tomme relationer

Min far reagerede dårligt. Han mente, jeg tilbød en tom relation og fortalte at han så hellere ville bryde kontakten helt. Det var jo så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig og planlagt. Min plan var jo netop at finde en måde at bevare relationen. Jeg gik i chok og gjorde som de fleste børn nok ville gøre. Jeg undskyldte. Jeg forklarede det ikke var min mening. Jeg fortalte, hvor meget jeg gerne ville ham og vores relation. Vi lagde på.

Først der mærkede jeg efter. Chokket aftog og jeg blev vred og ked af det. På en måde blev den samtale et godt eksempel på vores relation. For mig blev den en klokkeklar reminder på, hvad jeg skulle gøre for at beholde relationen. Jeg skulle føje ham, følge hans regler og ønsker og få mine egne behov og grænser afvist. Derfor ringede jeg tilbage og fortalte, at jeg ville holde pause. Det var samme vilkår som med min mor. Ingen problemer med familiefester, men ingen direkte kontakt mellem ham og mig. Der er vi stadig, men det har ikke helt været som med min mor. Det har været mere kompliceret på en måde, jeg stadig ikke har ordene til at beskrive.

Bemærk at det her er min fortælling. Min far vil givetvis være uenig. Det her er som jeg husker det og ud fra det jeg skrev ned i mails til min psykolog og dagbøger på det tidspunkt og efterfølgende.

_____________________________________________________________________________
Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *