Forældretanker

Charmetrold, flirt og helt rask

Tirsdag kom og jeg havde pakket alt ned. Jeg var så klar til at komme hjem og Hjalte var rask. Hjaltes drop holdt stadig, så han blev ultralydsscannet og scannet med kontrastvæske. Til scanningen med kontrastvæske skulle han være sovende og ligge rimelig fikseret i 21 minutter. Han var ret vågen, men blev liggende med hjælp fra intromelodien til Bamses billedbog og godnatsangen.

Endelig kom lægen og fortalte at alle prøver var fine og han altså var rask for nu. Men at hun gerne ville beholde ham til onsdag, da han havde bedst af en ekstra dag med penicillin i drop. Jeg var mildest talt nedslået, men i det mindste var det kun en ekstra dag. Lægen fortalte også, at han havde nyrebækkenbetændelse og ikke bare blærebetændelse. Det forklarer hvorfor han begyndte at blive uoplagt og miste interessen for social kontakt som 3-4 uger gammel. Han har simpelthen været så træt hele tiden grundet streptokokkerne, at han ikke havde overskud til social kontakt.

Nicolai tog fri onsdag og kom og hentede os. Det var fantastisk at komme hjem. Af alle vores ophold på forskellige afdelinger på Hvidovre Hospital var børnemodtagelsen og børneafdelingen mine favoritter. Sjældent har jeg oplevet mennesker med så meget overskud på trods af travlhed og dårligt indeklima. De er de mest fantastiske mennesker, som jeg virkelig håber vi ikke skal se igen. Han kom derind grædende, klynkende, pirrelig, utrøstelig og på alle måder virkelig syg. Han kom hjem med mærkatet rask og beskrivelsen charmetrold og flirt.

Jeg ville ønske, han ikke var blevet syg. Jeg ville ønske sygdommen var blevet opdaget tidligere. Jeg er taknemmelig for, han fik feber, da han gjorde og blev rask.

Selvom han næsten var 3 måneder, da han blev udskrevet føler jeg at indlæggelsen virkelig gjorde mig til mor. Den genskabte min selvtillid i rollen som mor, der ellers var på sit lavpunkt før indlæggelsen. Jeg vidste, at jeg ville gå igennem ild og vand for ham, men nu ved jeg det er noget jeg har gjort og kan gøre igen. På trods af mit store søvnbehov og den tilstand jeg var i psykisk, da han blev indlagt, var det eneste vigtige ham og hans behov. Træthed og sult betød ikke noget. Da han havde behov for at være limet til min brystkasse mens jeg gik rundt eller sad oprejst, var det selvfølgelig det jeg gjorde.

Indlæggelsen gav mig også en enorm respekt for ham. Der er tårer i mine øjne ved tanken om den ubehag og de smerter, han har haft givetvis siden fødslen. Når jeg ser tilbage giver det hele mening og på trods af det var og er han stadig det mest fantastiske barn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *