Forældretanker

Begyndende bekymring

Den 31. oktober kom sundhedsplejersken på besøg igen. Hjalte var lidt over 4 uger gammel. Mens vi stod ved puslebordet og hun gjorde klar til at måle og veje, fortalte jeg med begejstring i stemmen, at han nu havde øjnene åbne under amning, undtagen når han halvsov.  Hun sagde ”så kigger Hjalte vel på dig, når du ammer?”. Jeg mumlede noget med, at det gjorde han ikke. Men mindede også om at han jo var født to uger før termin (her). Der var altså ingen grund til bekymring. Jeg fortalte ikke, at du var begyndt at græde efter amning. Jeg fortalte ikke, at han helst ville hænge over min skulder og ikke ville ligge i mine arme så ofte. Egentlig tænkte jeg at gråden skyldtes en bøvs, lidt gylp eller lidt utilfredshed. I de efterfølgende uger fortalte alle mine apps og bøger, at han nu begyndte på mere øjenkontakt, at smile bevist og pludre.

Bekymringen blev dog større. Selvom Hjalte udviklede sig og smilede og pludrede, skete det i små mængder. Jeg var også i tvivl om, hvor bevidste smilene var. Og var de egentlig rettet mod mig, skyggerne eller legetøjet? Han elskede at kigge ud af vinduerne, og vi fortalte med små grin og smil venner og familie, at det var svært at konkurrere med store vinduer og julelys. En gang i mellem kiggede han på mig og havde lidt øjenkontakt, men det gik meget langsomt fremad. Hjalte sov godt om formiddagen, lidt mere rodet om eftermiddagen, kl. 19-8 afbrudt af amninger om natten og tog på og voksede helt som han skulle.

Jeg begyndte at google. Nicolai er ikke en googler og jeg er nogen gange dybt misundelig på ham for det. Da Hjalte kun var 4-6 uger var der stadig god tid og jeg forsøgte at få den lille stemme med bekymring til at være stille og nyde babytiden.

Husk du kan læse om Hjaltes første smil og grin her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *